Nu må naturen bestemme i Skagen Klitplantage

Gribskov og Silkeborgskovene er blandt de steder, hvor der skal være mindre skovdrift og mere natur

Mindre skovdrift og mere natur. Det er regeringens ønsker for Skagen Klitplantage. Arkivfoto
Miljø 22. januar 2018 09:43 - Opdateret 22. januar 2018 15:11

SKAGEN: Regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om de konkrete skove, der skal udlægges til urørt skov - hvor "naturen vil få førsteprioritet", oplyser Miljø- og Fødevareministeriet i en pressemeddelelse.

Der bliver tale om cirka 13.300 hektar fordelt på 45 skove, hvor produktionen af træ skal fylde væsentligt mindre end i dag. Og nogle skove tages med tiden helt ud af drift.

Det er blandt andet i Gribskov, Silkeborgskovene, Gråstenskovene, Klinteskoven på Møn og Skagen Klitplantage, oplyser ministeriet.

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen betegner det som en "historisk stor indsats for danske skove".

- Regeringen har lovet, at en femtedel af statsskovene skal være biodiversitetsskov - det leverer vi på i dag, udtaler han i pressemeddelelsen.

Danmarks Naturfredningsforening roser regeringen for at sætte arbejdet i gang og dermed indfri, hvad foreningen betegner som et centralt løfte fra den politiske aftale kaldet Naturpakken, der blev indgået i 2016.

- Ud med skovningsmaskiner og motorsave. Lad de gamle og døde træer være i fred, giv vandet lov at pible tilbage ind i skovbunden og et mylder af liv vil følge efter, skriver Danmarks Naturfredningsforening i en pressemeddelelse.

Der vil dog gå mange år endnu, før den urørte skov er en realitet, understreger foreningen. For løvskovens vedkommende ti år og 50 år for nåleskoven.

Danmarks Naturfredningsforening påpeger også, at Danmark har tilsluttet sig et FN-mål om, at 17 procent af skovarealet skal udlægges til urørt skov. Det vil svare til 75.000 hektar, skriver foreningen.

Danmarks Naturfredningsforening mener, at det er nødvendigt, at også private skove bliver til urørt skov, hvor sårbare arters levesteder beskyttes og fremmes.

Indtil videre er det kun statsskove, der er omfattet. Men de private skove udgør 70 procent af al skov i Danmark, oplyser Danmarks Naturfredningsforening.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...