Blå vogn i støjgear

Musik 25. februar 2011 12:58

Koncert The Blue Van Lad mig sige det med det samme. Jeg er ikke nogen tøsedreng og plejer ikke at hænge med ørerne, hvis rocken bliver en smule støjende. Men her var lyden forfærdelig overstyret og alt, alt, alt for høj, høj, høj, høj og en katastrofe for de både nuancerige og spændstige rocknumre, som er blevet - de hjemvendte Brø'slæv-drenge - The Blue Vans varemærke. Skråens store betonkatedral på Nordkraft var fredag aften fyldt med en forventningsfuld blanding af unge piger, hardcore rockdrenge og selvfølgelig ikke så få lokale fra Øster Brønderslev og omegn, da bandet ved 21-tiden i bølgende tøriståge åbnede med "Beg Like A Dog" Et lynhurtig rocknummer, tilføjet muntert bjæffende ulvekor, og egentlig en perfekt åbner, hvis du vil have hurtigt gang i festen. Men her endte det i buldrende torden og brag, mens forsanger og guitarist Steffen Westmarks både stærke og nuancerige stemme nærmest druknede i feedbackstøj og overstyring. Men fest skulle der være, og fest blev der også, efterhånden som aftenen skred frem, manden ved mikserpulten fik rettet op på de værste ubalancer, mens de skrigende og viftende teenagerpiger oppe foran fik både show, fis og ballade for de 150 kr., billetten kostede. Blue Van er et festband, men de er også et band, som har hevet sig selv videre og længere frem i retrorockvognen efter at have undersøgt og søgt næring i de gamle britiske 60'er grupper som Small Faces, Kinks og The Who. Hørt med disse øren er de noget af det bedste, der er sket for den danske rockscene i rigtig lang tid. De kan deres Deep Purple, Zeppelin, heavy og meget, meget mere. Tyvstjålet men også godt fordøjet inspiration, som de bruger stilsikkert i deres altid ørefængende melodier. Og så har de teknisk, spillemæssigt og vokalt internationalt format. Og de går til stålet. Og vil have gang i festen. 15 numre fyret af på fem kvarter, så går det altså stærkt. Men hvad fik vi så med hjem? Fra sætlisten er noteret at de flotte, unisonne guitarløb på "Draw The Line" nærmest var ved at drukne i feedback, men efterhånden vandt genkendelsens glæde over, at dynamikken var ofret til fordel for et umenneskeligt højt lydniveau. For "Silly Boy" og "Loser Takes It All" er jo fede, knivskarpt skårne rocksange, og hvem kan for alvor sidde stille, når bassisten Allan Villadsen styrter rundt på scenen med en energi, der kunne få enhver angrebsspiller i superligaen til at beundre hans løbepensum. Og guitarist Søren Christensen med rævehalen monteret på guitarremmen trækker lange syngende toner ud af sin Fender, mens Westmark dovent, uartigt i "Run To The Sun" synger: I will run to the sun, if it takes me all nigth long, swim across the seven seas, if that's what it takes to make you notice me. "Mamas Boy" buldrer afsted med sin fede basgang, og der bliver pisket til den I "Teenage Runaway", og efter en kraftig opfordring - " er i mæ? - fra leadguitarist Søren bliver balsejren kørt sikkert hjem med "Man Up", den falsetskingre"True" og ikke mindst "Hole In The Ground" med sine hurtige Zeppelin-guitardrøn, og Westmark oppe i Robert Plant-falset. Det er også her, at Søren Christensen kan risikere at få en politianmeldelse for usømmelig omgang med orgel, da han og trommeslager Per Jørgensen kører nummeret helt op i tempo og orgastisk lydvanvid, så det er, så mine bukseben står og blafrer. -Vil i have mere, lød det. Og ekstranumrene røg af sted med Søren Christensen på gåtur rundt i salen, op på balkonen og ned på scenen igen. Er det ikke præcis "What The Young People Wants?" Blue Van - vi ses igen til sommer på Nibe. Forhåbentlig med en bedre lyd, som giver mulighed for at nyde bandets ubestridte elegante og smidige sange i mere nuancerige og udbytterige udgaver. Lydstyrke behøver I ikke for enhver pris at dyrke som en afgud. I kan mere end blot spille højt. Bent Stenbakken bent.stenbakken@ nordjyske.dk The Blue Van Skråen, Nordkraft, fredag aften.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...