Blåkilde Mølle og de døde dyr

Brovægt og modtagelse af døde dyr, Blaakilde Mølle, 1938. I højre side ses fedtraffinaderiet. Ben blev renset for vand og fedt ved hjælp af benzindampe. 

Foto stillet til rådighed af Mediehuset Wiegaarden.
Brovægt og modtagelse af døde dyr, Blaakilde Mølle, 1938. I højre side ses fedtraffinaderiet. Ben blev renset for vand og fedt ved hjælp af benzindampe. Foto stillet til rådighed af Mediehuset Wiegaarden.

Historien om Blaakilde Mølle i Hobro, som op gennem 1900-tallet udviklede sig til en af byens største virksomheder, genfortælles i Hobro Museumsforenings årsskrift.

Det er Keld Juul Nielsen, tidligere bestyrer af campingpladsen i Hobro og medlem af museumsforeningens bestyrelse, der er dykket ned i et stykke spændende industrihistorie.

Keld Juul Nielsen har mødt velvilje hos Jørgen Bak Rasmussen, indehaver af Mediehuset Wiegaarden.

Jørgen Bak overtog i 1996 den nedlagte mølle og har stillet gamle avisartikler, fotografier mv. til rådighed.

Keld Juul Nielsen har også snakket med tidligere ansatte på møllen.

Blaakilde Mølle var en destruktionsanstalt, hvor selvdøde dyr og slagteriaffald blev forvandlet til foderstoffer og gødning.

Produktionen havde stor samfundsmæssig betydning, men der var den hage ved den, at den lugtede ganske forfærdeligt.

Transporten af de døde dyr fra slagterierne foregik med Havnegrisen, der forbandt Hobro Station med Hobro Havn.

Havnegrisen blev i 1930’erne forlænget ud til Blaakilde, og i folkemunde gik godsvognene under det lidet flatterende navn "kadavervognene".

Havnegrisen passerede meget tæt forbi folks huse og haver, og odøren var ikke for sarte næser.

Også lugten inde fra selve fabrikken og ud til det omgivende land kunne være næsten uudholdelig.

Især når man producerede blodgødning og hornmel, fortæller Keld Juul Nielsen.

Stanken havde dog visse fordele. Skippere, der i tåge skulle anløbe Blaakildes anløbsbro, styrede blot efter lugten, beretter Keld Juul Nielsen.

I 1976 blev destruktionen på Blaakilde Mølle lukket, efter at have fungeret i næsten 100 år.

Produktionen blev lagt om til vitaminer og fortsatte som sådan frem til 1987. Mange familier havde i årenes løb fået deres udkomme på fabrikken

De havde været glade for arbejdsopgaverne og arbejdsmiljøet.

En del havde været ansat i 30 og 40 år, så mon ikke mange fældede en tåre, da Blaakilde Mølle lukkede, gætter Keld Juul Nielsen.

Historien om Blaakilde Mølle er bare en af flere små lokalhistoriske beretninger i årsskrift.

Man kan også læse forhenværende stadsingeniør Per Graversens indlæg om Garvergaarden, der er et af de ældste huse i Hobro.

Medlemmer af museumsforeningen får tilsendt skriftet som en del af kontingentet, der er på beskedne 75 kroner årligt.

Årsskriftet kan også læses på Hobro Bibliotek. Det er i øvrigt nr. 25 i rækken og markerer dermed et lille jubilæum.

- Indholdet af de enkelte artikler må ikke opfattes som fyldestgørende.

Meningen er at rette opmærksomheden på artiklernes emner. Bestyrelsen modtager gerne kommentarer og uddybninger.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden