Aalborg

Blåt stempel til Kassio Roland

AALBORG:Kassio Roland (nr. 3) fik lørdag et blåt stempel, da den nordjyske toptraver blev udtaget til årets største internationale travløb på dansk grund, Copenhagen Cup i Charlottenlund næste søndag. - I forrige start slog Kassio Roland overbevisende den danske elite i Billund efter en mindre løbspause, og i torsdags fortsatte hesten de flotte takter ved at vinde i Åby i en tangering af den danske rekordtid. På den konto er Kassio Roland i topform og klar til den store opgave, siger det danske travforbunds sportschef Flemming Sunn, der udvælger de 10 deltagere til Copenhagen Cup. Foreløbig er otte pladser besat. Kassio Roland forsvarer de danske farver sammen med Keep On Flying, og Sverige bliver repræsenteret af Steinlager, Red Chili Parat og Citation, mens Oiseau De Feux kommer fra Frankrig, Enough Talk fra USA og Ghibbelino fra Italien. Lodtrækningen om startsporene foretages under dagens løb i Aalborg. abel