EMNER

Blad for børn

NORDJYLLAND:Mode, kæledyr og sladder om stjernerne. Månedsbladet Olivia er på et år blevet en stor succes hos danske børn. - Der er ingen tvivl om, at vi har dækket et hul på markedet, siger redaktør Svend Skytte. Bladet er blot et af de seneste eksempler på, hvordan danske virksomheder er blevet mere bevidste om de 8-12-årige. De såkaldte tweens har penge på lommen og indflydelse på, hvad deres forældre køber. Med masser af lyserødt og en enkel grafik er det netop de halvstore piger, Olivia henvender sig til. De kan i denne måned f.eks. læse en guide til smykker og artikler om de amerikanske teenage- skuespillere Mary-Kate og Ashley Olsen. Det er bladkoncernen Egmont Seriekompagniet, der står bag Olivia. Og Svend Skytte lægger ikke skjul på, at firmaet har skelet kraftigt til både Norge og Sverige, hvor lignende blade har været på markedet i nogle år. - Det er stort set det samme, vi laver, og det har været en succes fra starten, siger han. I løbet af Olivias første leveår har bladet da også opnået et salgstal på op mod 30.000 eksemplarer om måneden. Det er næsten det dobbelte af, hvad der skal til for, at bladet løber rundt. Svend Skytte mener derfor også, at der er tale om en klar succes og forventer, at Olivia er kommet for at blive. - Vi får i hvert fald mange positive henvendelser fra både børn og voksne, så indtil videre holder vi fast i det koncept, vi har, siger han. -kat