Blændende ballader

Musik 8. september 2002 08:00

CD POP MLTR - Michael Learns To Rock: "19 Love Songs" Sangeren og sangskriveren Jascha Richter må ligge inde med bunker af fede melodier og tekster. For hvordan kan han ellers præstere at blive ved med at kaste skarpe pophits af sig nærmest sådan i forbifarten? Til greatest hits-pladen "MLTR" fra 1999 havde han lige begået en ny øreklæber, "Strange Foreign Beauty". Og bagi bogen om bandet, "Something You Should Know" fra i fjor, gemte sig en cd med fem doser glemt guld fra gemmerne. Mere eller mindre færdige, aldrig udgivne, men fortræffelige sange. Og til denne mageløse opvisning af de bedste blandt MLTR's blødeste, "19 Love Songs", står han klar med noget af det smukkeste, han nogensinde har lagt navn og stemme til, åbningsnummeret "The Ghost of You", smuk, stolt, intens og med en ganske diskret, 10 sekunders hilsen til 10cc's 70'er-hit "I'm Not In Love". Resten af uforfalsket hit-på-hit-på-hit med veldrejede ballader (i næsten kronologisk orden) fra de foregående MLTR-plader. Med de næsten ekstremt Chicago- eller Peter Cetera-farvede "That's Why (You Go Away)" og "Nothing To Lose" blandt de første til at hænge fast igen. Generelt er niveauet højt. Hele vejen. Musikalsk, men sandelig også teknisk. Det er ikke nem, hurtig pop, Richter står for, men gennemarbejdet og fyldt med læssevis af lækre, pilne kordetaljer og formfuldendte overgange. Selvfølgelig er "19 Love Songs" også indgrebet af en "Skal vi ikke hygge os i aften, skat?"-tøseplade. Men den henvender sig i mindst lige så høj grad til alle, der nyder elegant, velformet pop, som nok følger visse skabeloner - og hvor numre åbenlyst har ladet sig inspirere af hinanden og andres præstationer - men hvor udtrykket og resultatet er dybt personligt. Og meget fængende. (P.S.: Og så gør det ikke noget, hvis "19 Love Songs" - nu da MLTR midlertidigt ligger i dvale - kan lokke flere til at lytte til Jascha Richters fremragende soloplade, "Planet Blue", der udkom i foråret). Ove Nørhave ove.noerhave@nordjyske.dk MLTR - Michael Learns To Rock: "19 Love Songs" EMI-Medley

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...