Blærescanner på prøve

Hospitaler 23. april 2003 08:00

BRØNDERSLEV: Personalet på Brønderslev Sygehus har en blærescanner på prøve, og personalet håber, at sygehuset får lov til at beholde den. Støtteforeningen for Brønderslev Sygehus er gået aktivt ind i bestræbelserne på at skaffe de 80.000 kr., som scanneren koster. - Vi har hårdt brug for scanneren, fortæller sygeplejerske Anne Hald, der tilføjer, at den bruges måske 25 gange om dagen på hver af de to afdelinger. Vi kan godt benytte den seks gange om dagen på én patient. Scanneren sparer både personalet og patienten for meget. - Det er da ikke behageligt at få et kateter lagt op flere gange om dagen, og det kan også give blærebetændelse, fortæller Anne Hald. En yderligere fordel er det, at scanneren kan bruges på personer, der sidder op. Ved brug af scanneren skal der kun lægges et kateter op, hvis der findes urin i blæren, og patienten ikke selv er i stand til at tømme blæren. Anne Hald fortæller, at mange patienter på sygehuset har problemer med vandladningen. Sygehuset har ca. 50 senge, hovedsageligt genoptræningspladser for personer med hjerneblødning og blodprop i hjernen. Formand for støtteforeningen, Karsten Frederiksen, fortæller, at støtteforeningen nu går i gang med at skaffe penge til scanneren. - Det bliver sikkert støtteforeningen, der kommer til at stå som ejer af scanneren, men så låner foreningen den ud til personalet på sygehuset. På støtteforeningens generalforsamling ønskede foreningen sikkerhed for, at scanneren bliver stående i Brønderslev, hvis den foræres til sygehuset. Men denne sikkerhed kunne formand for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft, ikke give. - Derfor vil støtteforeningen købe scanneren og formelt være ejer af den, siger Karsten Frederiksen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...