Tyverier

Blæser til fælles kamp mod tyve

Erhvervschefen har påtaget sig en koordinerende rolle for at komme uvæsenet til livs

HOBRO:Erhvervslivet i Hobro blæser nu til fælles kamp mod de indbrudstyve, der har specialiseret sig i at stjæle moderne pc-udstyr. Kampen skal forenes gennem Hobro Erhvervsråd, hvor erhvervschef Christian Janner Olesen rent symbolsk har påtaget sig at bære anførerbindet. - Massevis af vagtcentraler opererer i Hobro, men desværre er der også massevis af eksempler på, at tyveknægtene har trukket i førertrøjen. De er over alle bjerge, før vagtmandskabet når frem, konstaterer Christian Janner Olesen. Problemet blev på generalforsamlingen i Hobro Erhvervsråd taget op af handelsskoledirektør Keld Mogensen, Handelsgymnasiet Mariager Fjord i Hobro. Her har man flere gange haft indbrud, og senest forsvandt der 17 nye pc'er. - Situationen er uacceptabel, og da jeg har hørt om, at andre har samme problem, vil jeg opfordre til, at vi gennem erhvervschefen får en fælles løsning på problemet, foreslog Keld Mogensen. I følge erhvervschef Christian Janner Olesen er det den såkaldte udrykningstid, der i visse situationer har vist sig at være alt for lang. Fra alarmen går, til vagtmandskabet er fremme, kan der gå både halve og hele timer. - Derfor handler det om at få minimeret udrykningstiden. Tyvene skal ikke have fornemmelsen af, at det altså bare er et tag selv bord, siger Christian Janner Olesen. Direktør Palle Povlsen, Jysk Vagt- og Butikskontrol, Hobro, forstår godt, at det kan være frustrerende med de mange indbrud i virksomheder. - Men man får jo altså også den vare, man betaler for. Eksemplvis opererer der fem-seks vagtselskaber i Hobro, og da nogle af dem kører i et område fra Aalborg i nord til Randers i syd, vil det nødvendigvis tage nogen tid, før man er fremme, siger Palle Povlsen. Han føler sig ikke truffet af den kritik, der blev rejst på erhvervsrådets generalforsamling al den stund, at skolen ikke er blandt hans kunder. - For mit eget vedkommende ved jeg, at vi hver nat kører Hobro tynd, og at den gennemsnitlige udrykningstid ligger et sted mellem to og tre minutter, siger Palle Povlsen.