Blæser til kamp mod indbrudstyve
Hjallerup-borgere får nabohjælp

Galleri - Tryk og se alle billederne.
HJALLERUP:Borgerne i Hjallerup indfører nu en form for nabohjælp. Det må ikke kaldes et vagtværn, men ideen er, at borgerne overvåger naboerne.
Hjallerup Samvirke havde taget initiativ til et borgermøde tirsdag aften, hvor 137 borgere var mødt op, for at høre om tiltaget.
Idékvinden er optiker Rikke Mersholm, der både privat og i sin forretning, Hjallerup Optik, har været udsat for 11 indbrud.
- Det påvirker én hver gang, siger hun. Men det, der også har påvirket mig mest, er at se de ulykkelige borgere, der kommer ind i forretningen, for at få vurdere stjålne ure med mere.
Det er planen, at villakvartererne i Hjallerup skal etablere naboovervågning.
Hun tror, at en indbrudstyv bliver noget overrasket, hvis der pludselig stimler et stort antal borgere sammen omkring huset.
Men også byens mange motionister skal inddrages. Rikke Mersholm fortæller, at der er både en løbeklub og en cykelklub.
- Motionisterne kan løbe og cykle forbi de truede områder, siger hun.
Hjallerup Samvirke arbejder på at få opsat skilte i de områder, hvor der er naboovervågning.
- Konklusionen på aftenen blev, at Hjallerup Samvirke nu udarbejder trykt materiale til byens borgere, og derefter opfordrer til at indgå i en form for nabohjælp i mindre grupper.
- Vi vil gerne medvirke til, at Hjallerup bliver en bedre by at bo i, siger Leif Thomsen fra Hjallerup Samvirke.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.