Blæst om Harboøre Tange

Døde fisk, pesticidrester og forgiftning af fattige landarbejdere. Kemivirksomheden Cheminova har i mere end 50 år været indblandet i kontroversielle sager. I sidste uge var virksomheden endnu en gang i søgelyset. Men denne gang er der muligvis

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Util­freds­he­den med Che­mi­no­va har al­tid væ­ret stor. Først med for­ure­nin­gen i Dan­mark - se­ne­re med virk­som­he­dens gø­ren og la­den i ud­lan­det. Her en de­mon­stra­tion i 1983. Foto: Vig­go Landau/Pol­fo­to

Året er 1956. En vestjysk fisker sejler ud for den vestjyske kyst nær Harboøre. Han undrer sig. Vandet er gult som æggeblommer, fiskene dør, og det samme gør fuglene. Aage Hansen har ikke forstand på kemi. Ikke det mindste. Han er fisker og ravsamler, og derfor går han under tilnavnet “Rav-Aage”. Siden en kemivirksomhed tre år forinden er flyttet til det forblæste område, er der sket store forandringer med vand, dyr og strand. Det har Aage lagt mærke til. Barndomsegnen smuldrer for øjnene af ham, og han begynder at spørge kritisk til den nye fabrik. Hvorfor dør fiskene? Hvad er der sket med det klare vand? Den vestjyske fisker mistænker den nye kemivirksomhed, men kollegaerne afviser ham: “Det nytter da ikke, det er jo kapitalen, dem kan vi da ikke røre”. Sagen bliver begyndelsen på en årelang kamp for Aage Hansen. Den er også starten på en historie om en af Danmarks mest omdiskuterede virksomheder. Høfde 42 I 1995 blev “Rav-Aage” tildelt Ridderkorset. Han fik det for “sin utrættelige kamp for miljøet”, som det hed. Men Aages kamp var ikke bare for. Den var også imod. Imod kemivirksomheden Cheminova, der siden 1953 har tronet på Harboøre Tange i Vestjylland og stadig gør det. Cheminova producerer plante- og insektgifte samt sprøjtemidler til landbruget, og affaldet fra produktionen var blandt andet årsag til dem årelange strid om “høfde 42”, der stadig er en af danmarkshistoriens mest omtalte forureningssager. Fra fabrikkens åbning i 1953 til langt op i 1960’erne sivede giftstofferne i sand og vand omkring fabrikken. Først i 1981 greb man for alvor ind, men da var det for sent. Sporene skæmmer Gennem de senere år er det dog ikke kun de danske forhold, der har udløst kritik af Cheminova. Sager om eksport af farlige sprøjtegifte til tredjeverdenslande har fået de danske tv-seere til at ryste på hovedet og politikerne til at hæve stemmen. Det er der intet nyt i. - Gennem hele historien har der lydt røster om, at Cheminova bør lukkes. Men virksomheden har i alle årene haft held til at forhandle sig igennem til tilsyneladende acceptable løsninger. Når det 10 år efter viste sig, at det ikke var godt nok, har man forhandlet sig igennem til en ny. Politikerne har holdt hånden over virksomheden, fordi den trak hård valuta hjem og beskæftigede en masse mennesker i et hjørne af landet, der var præget af arbejdsløshed, siger professor emeritus i miljølære, Finn Bro-Rasmussen, der har fulgt Cheminova i mere end 50 år. Som ung mand var han med til at undersøge de første døde fisk omkring “høfde 42”. Senere har han beskæftiget sig med Cheminova som embedsmand, formand for EU’s kemikaliekomité og ekspert for blandt andet WHO. Han kalder det for 50 år med “spor, der skræmmer”. - Cheminova efterlader sig altid spor. Enten i form af affaldsdepoter eller døde mennesker rundt om i verden, siger Finn Bro-Rasmussen. Forbedringer Kritikerne har altid været mange. Senest har FN opfordret til stop for salg af Cheminovas mest omstridte stoffer, Metyl Parathion, og miljøminister Connie Hedegaard meldte sig for nyligt på banen, da hun indkaldte Cheminova til et møde om virksomhedens aktiviteter og ansvar i Indien. Selv paven har været indblandet i historien om Cheminova. Ikke direkte forstås, men i 1993 blev professor Finn Bro-Rasmussen sammen med andre af verdens førende eksperter kaldt til Vatikanet af Johannes Paul II til en konference om kemikalieproblemerne i den tredje verden. - På det tidspunkt havde vi fået styr på mange ting herhjemme. Men jeg blev klar over, at de problemer, vi havde haft i Danmark i 1960’erne og 1970’erne, nu var eksporteret til Indien. Vi fik statistikker, der viste, at der var 20-30 millioner mennesker, som årligt blev forgiftet af pesticider og industrikemikalier, fortæller Finn Bro-Rasmussen. I Danmark havde man gradvist fået styr på kemikalieproblemerne. - Cheminova blev lige så stille banket på plads herhjemme. Først blev de tvunget til Harboøre Tange, senere fik de forbud mod at hælde kemikalier ud i klitterne, og de blev tvunget til at lave spildevandsrensningsanlæg. Mange ting er blevet bedre, og de holdt hurtigt op med at sælge deres farligste kemikalier i Danmark, siger Finn Bro-Rasmussen. Lempelige love Men uden for Danmark så det knapt så godt ud. De senere års afsløringer af virksomhedens salg af sprøjtegifte til tredjeverdenslande har igen bragt Cheminova i et uheldigt lys. At sagerne fra ulandene igen og igen kan dukke op, er ifølge lektor ved CBS (Copenhagen Business School) Steen Vallentin, der er ekspert i virksomheders etik og sociale ansvarlighed, en logisk konsekvens af globaliseringen. Da der ikke findes en central regulering, opstår der et sammenstød mellem dansk etik og landenes langt lempeligere lovgivning. - De kan stort set gøre, hvad de har lyst til. Hvis der ikke var kritiske medier og NGO’er, ville problemerne aldrig blive synlige for den brede befolkning, siger Steen Vallentin. Ifølge ham er problemet, at der ikke nogen myndigheder, som kan sikre, at det ikke sker igen. - Connie Hedegaard kan lægge moralsk pres på Cheminova, men hun har ikke nogen autoritet til at lovgive i et andet land, siger Steen Vallentin og forklarer, at man i dag ikke kan forbyde en dansk virksomhed at producere og sælge et stof, som ikke er tilladt i Danmark eller EU, til et andet eller tredje land. Forsvar mod kritikken “Vi hjælper verdens befolkning”, står der på Cheminovas hjemmeside med henvisning til, at det er svært at drive rentabelt landbrug i ulande uden brug af firmaets produkter. Cheminovas direktør var ikke sen til at afvise alle anklager, da tv-dokumentaren “Når tilbud dræber” i sommer afslørede, at virksomhedens solgte dødsensfarlig gift til indiske landarbejdere. Programmet satte direkte forbindelse mellem Cheminovas produkter og det faktum, at antallet af kræfttilfælde i den indiske Punjab-provins er eksploderet i de seneste år. “Kræfttilfældene har intet med Cheminovas plantegifte at gøre”, sagde Cheminovas direktør Bjørn Albinus umiddelbart efter. Men Cheminovas aktionærer var pressede. De blev hængt ud i pressen, og efter en tid satte Cheminova en undersøgelse af forholdene i gang. Kritikerne kaldte den interne undersøgelse “hurtig” og “beskidt”, men Cheminova “rensede” sig selv fra anklagerne om sundhedsfarlige forhold i Indien, og man lovede desuden at have en mindre farlig version af stofferne klar til 2009. Reaktionen på kritikken er typisk, forklarer lektor Steen Vallentin: - Enten lægger de sig fladt ned, som man eksempelvis gjorde ved at trække sig ud af Nicaragua i 1997, eller også forsøger man at forklare sig. Man argumenterer for eksempel med, at det rent sagligt ikke giver mening at trække sig ud af markedet, for tingene bliver ikke nødvendigvis bedre af den grund. Tværtimod kan det være, at kinesiske producenter overtager, og de er fuldstændigt ligeglade med bøndernes ve og vel. Image-pleje Men der er grænser for, hvor længe Cheminova kan holde til, at der dukker sager om fattige forgiftede landarbejdere og udsivninger op, mener Steen Vallentin. Han ser den seneste sag som yderst belastende for firmaet. - Denne gang er hovedaktionærerne (blandt andre ATP og Aarhus Universitet; red.) for alvor kommet i fedtefadet. Derfor vil jeg tro, at det bliver til mere end blot endnu en gang at love bod og bedring, siger Steen Vallentin, der mener, at virksomheden er tvunget til at lægge en strategi i stedet for at halte bagefter og forsøge at dæmpe kritikken, når den først hagler ned over dem. - Der er på tide at lægge en mere fremsynet strategi. Lige nu virker det ikke, som om de har et seriøst beredskab, når sagerne opstår. Hverken Cheminova eller deres aktionærer har nogle forhåbninger om, at de skal blive et fyrtårn inden for virksomheder med socialt ansvar og bæredygtighed, men man vil gerne undgå at have ry som en giftbiks, som kun går efter at score kassen ved at sælge sundhedsskadelige produkter i tredjeverdenslande, siger Steen Vallentin, der bliver bakket op af filosof Pia Lauritzen, der rådgiver virksomheder om etik for Advice A/S. - Hidtil har de kunnet bortforklare sig ved at henvise til lovgivningen i andre lande og hensynet til aktionærerne. Ved at tale jura og økonomi fralægger de sig ansvaret, men fremover bliver det nødvendigt at finde en metode at få etikken ind mellem spekulationer om bundlinje og afkast, siger Pia Lauritzen, der understreger, at virksomhedsetik stadig er en forholdsvis ny tanke i Danmark, og mange mangler metoden til at gøre det til mere end et ord. Etik for fremtiden I Brasilien sælger man stadig sprøjtegifte, mens aktionærerne i Danmark rykker uroligt på sig. Salget kommer til afstemning ved forårets generalforsamling, lyder det fra Cheminova. Direktøren har netop inviteret Folketingets Miljøudvalg til fabrikken i Harboøre som et resultat af “de seneste dages mediestorm vedrørende Cheminovas salg af Methyl Parathion i Brasilien”. Spørgsmålet er, om stormen også denne gang løjer af for fabrikken ude vestpå.