Blæsten tog campingvogn ved irsk klippe - kvinde dræbt

Voldsom storm hærger Irland og store dele af Storbritannien.

En voldsom storm, som har vindstød på over 140 kilometer i timen, har dræbt to mennesker i Irland og Nordirland. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters

En voldsom storm, som har vindstød på over 140 kilometer i timen, har dræbt to mennesker i Irland og Nordirland. Foto: Clodagh Kilcoyne/Reuters

En schweizisk kvinde omkom, da den campingvogn, som hun befandt sig i, blev blæst ud over en klippe på Irlands vestkyst. Det irske politi siger, at kvinden, som var i 50'erne, blev fundet omkommet på en strand ved landsbyen Claddaghduff i Galway.

Campingvognen stod parkeret på en campingplads i amtet Galway, da den blev taget af vinden onsdag morgen.

Samtidig blev en mand dræbt i den britiske provins Nordirland, hvor et træ væltede.

Ulykkerne skete under en voldsom storm, der har fået navnet Ali, og som har vindstød på over 140 kilometer i timen. Uvejret har medført strømafbrydelser for over 126.000 husstande.

Over 50 flyvninger til og fra Dublin blev aflyst.

Flere steder er træer væltet ned i biler.

Det ekstreme vejr ventes at fortsætte i nogle områder ifølge Irlands nationale meteorologiske institut - navnligt i landets vestlige del. Uvejret ventes at gå hen over Nordirland, Skotland og det nordlige England sent onsdag og natten til torsdag, rapporterer BBC.

Mindst tre mennesker omkom i i Irland i oktober sidste år, da den tropiske storm Ophelia skabte ti meter høje bølger og hærgede hele landet.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.