Blair appellerer til ro efter nye London-bomber

Fire nye bombeattentater i Londons transportsystem var enten fejlslagne eller ment som en fortsat skræmmekampagne

LONDON: Storbritanniens premierminister, Tony Blair, opfordrede torsdag Londons befolkning til at "reagere roligt" på de formodede forsøg på at sprænge bomber i luften på tre undergrundsstationer og en dobbeltdækkerbus i den britiske hovedstad. - Vi kan ikke bagatelisere hændelser som disse, som selvklart har været alvorlige i de fire forskellige steder, sagde Blair på et pressemøde få timer efter, at der blev meldt om "hændelser" på undergrundstationerne Oval, Shephard's Bush og Warren Street samt en bus i det østlige London. - Vi ved, hvorfor disse ting bliver gennemført. De bliver gennemført for at skræmme folk og gøre dem bange. Heldigvis ser der ikke ud til at være tilskadekomne ved denne lejlighed, sagde Blair med henvisning til terrorangrebene nøjagtig to uger tidligere, der kostede mindst 56 mennesker livet. Blair fik besked om de nye angreb, da han torsdag middag befandt sig i et møde med den besøgende, australske premierminister, John Howard. Samtidig i Washington blev præsident George W. Bush orienteret om episoderne i London, da han var ved at afslutte et morgenmøde i Det Hvide Hus. Londons politichef, Ian Blair, bekræfter, at byens transportsystem torsdag eftermiddag blev ramt af fire eksplosioner, og betegnede hændelserne som særdeles alvorlige. Han sagde dog, at situationen var "aldeles under kontrol". - Vi ved, at vi havde fire eksplosioner eller forsøg på eksplosioner. I øjeblikket ser antallet af tilskadekomne ud til at være ganske lave i forbindelse med eksplosionerne. Bomberne ser ud til at have været mindre end ved den sidste hændelse, sagde politichef Ian Blair. Der blev tidligere meldt om en enkelt tilskadekommen i forbindelse med en "hændelse" på undergrundsstationen Warren Street, der ligger i det nordlige London. Foreløbige meldinger pegede på muligheden af, at denne sårede person var en formodet bombemand. Fjernsynsstationen Sky rapporterede om en mand med en anordning og ledninger fastgjort til kroppen var blevet set i området ved University College Hospital, der ligger få hundrede meter fra Warren Street-undergrundsstationen. - Vi har indsat bevæbnede betjente i forbindelse med en episode ved University College Hospital, siger en talsmand for politiet. Øjenvidner siger, at bevæbnet politi trængte ind på hospitalet, muligvis for at pågribe den mulige bombemand. Den britiske statsradiofoni BBC meldte torsdag eftermiddag om, at personer i beskyttelsesdragter var gået ned i Warren Street-undergrundsstationen. Men politiet oplyste senere, at der ikke var konstateret spor af kemiske stoffer i stationsområdet. Ud over Warren Street blev stationerne Oval i det sydlige London, og Shephard's Bush i den vestlige del af byen ramt. Samtidig blev der rapporteret om en mindre eksplosion på en dobbeltdækkerbus i det østlige London. Fjernsynsstationen ITN rapporterede om, at beboere i området ved Shephard's Bush er blevet evakueret af politifolk, der talte om fundet af en ueksploderet bombe. Oplysningerne kunne ikke umiddelbart bekræftes. I alt tre af Londons undergrundslinjer - Victoria Line, Metropolitan Line og Northern Line - blev lukket i kølvandet på eksplosionerne, oplyser London Underground. Den rapporterede eksplosion på en bus i det østlige London forårsagede ingen personskader, oplyser busselskabet Stagecoach./ritzau/Reuters