Blair går aktivt ind i fredsprocessen

Under sit besøg i Mellemøsten bebuder han en London-konference om Palæstina

JERUSALEM: Storbritanniens premierminister, Tony Blair, offentliggjorde onsdag planer om næste år at gennemføre en konference i London, der skal fremskynde oprettelsen af en palæstinensisk stat. Blair kom med udspillet i forbindelse med et besøg i Israel, der er i færd med at forberede en militær tilbagetrækning fra Gaza. På et fælles pressemøde i Jerusalem med den israelske premierminister, Ariel Sharon, påpegede Blair, at en London-konference ikke er tænkt som en erstatning for den såkaldte køreplan for fred, der støttes af EU, FN, Rusland og USA. I stedet er konferencen tænkt som en hjælp til den trængte, internationale fredsplan, der som mål har oprettelsen af en palæstinensisk stat. Fra Jerusalem rejste Blair til Ramallah på Vestbredden, hvor han aflagde besøg ved gravstedet for den nyligt afdøde palæstinensiske præsident, Yasser Arafat. Blair, som er den første udenlandske regeringschef til at besøge Ramallah efter Arafats død i sidste måned, bøjede kort hovedet foran Arafats gravsten i gården til Muqataa-bygningen, hvor den palæstinensiske leder praktisk taget blev holdt fange de sidste tre år af sit liv. Der blev i forbindelse med besøget ikke lagt nogen krans ved Arafats gravsted. Blair blev i Ramallah mødt af Mahmud Abbas, Arafats efterfølger som leder af Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO). Udover Abbas skulle den britiske premierminister også i Ramallah have samtaler med sin palæstinensiske kollega, Ahmed Qurie. Arafats død i sidste måned har muliggjort fremkomsten af en ny, mere moderat palæstinensisk ledelse, hvilket har skabt håb om, at fredsprocessen i Mellemøsten kan komme ud af sit øjeblikkelige dødvande. Det samme har Sharons beslutning om at trække israelsk militær ud af Gaza og en samtidig nedlæggelse af enkelte jødiske bosættelser i området. Blair sagde onsdag, at målet med den bebudede konference i London er at sikre, at "der er planer og forslag på plads, der kan tillade palæstinenserne at blive ordentlige partnere for fred" efter tilbagetrækningen fra Gaza. Han kom ikke med nogen dato for, hvornår konferencen skal afholdes eller med nærmere detaljer om dagsordenen. Embedsfolk i det palæstinensiske udenrigsministerium siger imidlertid, at de forventer, at konferencen vil finde sted i begyndelsen af marts. På pressemødet onsdag sagde Sharon, at Israel ikke deltager i konferencen, men at initiativet har hans opbakning. - Vi støtter initiativet fra premierminister Blair om at gennemføre et internationalt møde i London, sagde han. - Mødet er om regeringsreformer, der vil føre de palæstinensiske selvstyremyndigheder henimod demokrati, forklarede Sharon og tilføjede, at siden dagsordenen hovedsageligt vil dreje sig om palæstinenserne, har Israel "efter konsultationer med vore britiske venner" besluttet ikke at deltage. Sharon sagde samtidig, at "en eliminering af terrorisme vil tillade os at genoptage diskussionerne under køreplanen for fred". Udtalelsen skulle ses i lyset af, at den israelske premierminister tidligere har understreget, at han trods Arafats død ikke har kunnet bevidne, at den palæstinensiske ledelse har taget alvorlige skridt til at standse de palæstinensiske terrorgrupper. Sharon sagde onsdag, at han i dette øjeblik øjnede muligheder for et gennembrud i fredsprocessen, og at han mente, at "der nu er mulighed for at finde en ledelse, der vil være villig til at samarbejde og til at standse terror". Blair skulle også senere onsdag mødes med Israels udenrigsminister, Silvan Shalom, og lederen af Arbejderpartiet, Shimon Peres. Arbejderpartiet står foran at skulle gå sammen i en koalitionsregering med Sharons Likud-parti, for at sikre gennemførelsen af tilbagetrækningen fra Gaza. ritzau/AFP