EMNER

Blair holder fast

BRUXELLES:Tony Blair, den britiske premierminister, sagde i går, at han aldrig vil gå med til et europæisk forsvarsprojekt, der sætter det militære samarbejde i NATO over styr. - Lad mig gøre en ting klar for jer: Jeg vil aldrig sætte NATO på spil, sagde Blair til journalister i en pause under EU-topmødet i Bruxelles. Den amerikanske regering har anklaget EU for at true NATOs fremtid med planer om at opbygge et selvstændigt europæisk forsvar blandt andet med eget hovedkvarter i Belgien. - Hvad vi ønsker, er en situation, hvor NATO er grundlaget og omdrejningspunktet for vort forsvar og også for, hvor vi skal engagere os. Med andre ord - hvor amerikanerne ønsker at gå i aktion, bliver NATO det organ, som vi anvender, sagde Blair. Blair, der var USA's præsident George W. Bushs nærmeste allierede under Irakkrigen, hvilket bragte ham på kant med europæiske allierede, sagde videre, at "Storbritannien skal være stærk i Europa og stærk med USA." /ritzau/AFP