Blair-rådgiver går af

LONDON:Den britiske premierminister, Tony Blairs toprådgiver, Alastair Campbell, træder tilbage, oplyste Downing Street fredag. Samtidig var briterne i tvivl om, hvorvidt premierministerens troværdighed var i god behold eller smuldrede, efter at han blev udspurgt i forbindelse med den retslige undersøgelse om våbeneksperten David Kellys død. - Vi aftalte den 7. april i år, at jeg med bestemthed ville gå af her i sommer, og jeg har nu givet premierministeren formel besked om min beslutning om at træde tilbage, udtalte Campbell i en erklæring. En Downing Street-talsmand sagde, at Campbell ville forlade embedet i løbet af få uger. Campbell har været en central skikkelse i forbindelse med den retslige undersøgelse om den omstridte rapport fra september i fjor om Iraks påståede masseødelæggelsesvåben og David Kellys formodede selvmord i juli i år. Således blev Campbell af mange udpeget som hovedansvarlig for, at der angiveligt blev pyntet på våbenrapporten, så det blandt andet hed, at Irak kunne tage kemiske og biologiske våben i brug i løbet af 45 minutter. Blair afgav torsdag vidneudsagn i sagen, der har udløst den værste krise i hans embedstid. Her sagde premierministeren, at han aldrig vildledte den britiske befolkning forud for den amerikanskledede krig for at vælte Saddam Hussein, der blev indledt i marts med britiske styrker som aktive deltagere. Blair gik så vidt som at sige, at han ville være trådt tilbage, hvis den britiske radio BBC’s påstand om, at han havde forsøgt at gøre våbenrapporten mere overbevisende, var sand. Britiske aviser skrev fredag om Blairs optræden, at han var alt fra ”trodsig” (The Sun) og ”myndig” (Daily Mirror) til uærlig. - Man kan hverken stole på premierministeren eller hans spindoktor (Campbell, red.), stod der på forsiden af Daily Mail. - Når de siger, at de vil fortælle sandheden, så må der opstå mistanke om, at dette er endnu en løgn, hed det. David Kelly var en tidligere våbeninspektør i Irak, og han var rådgiver i det britiske forsvarsministerium om Iraks våbenkapacitet. BBC meddelte i et radioindslag i maj, der byggede på en unavngiven kilde, at Downing Street havde forsøgt at pynte på våbenrapporten i et forsøg på at overbevise befolkningen. Det viste sig, at Kelly var kilden, og tre dage efter en aggressiv afhøring i et parlamentarisk udvalg i juli blev han fundet død og havde tilsyneladende begået selvmord. Blair gav ordre til den retslige undersøgelse, da hans popularitet var faldet i meningsmålingerne siden Irak-krigen. Den 46-årige Campbells afskedsbegæring kom som en overraskelse for politiske iagttagere. Han, der blev betegnet som reel vicepremierminister, skrev fredag i et brev til Blair, hvori han ikke specifikt omtalte Irak-krigen, hvor den britiske rolle har været omstridt i befolkningen: - Jeg ser tilbage med stolthed og tilfredshed på den rolle, som jeg har været i stand til at spille med at hjælpe med at modernisere Labour-partiet og hjælpe partiet til at sikre sig to store valgsejre og, hvad vigtigere er, med den bistand, jeg har givet premierministeren og andre ministre med at gennemføre de historiske ændringer, som regeringen har foretaget med hensyn til vores økonomi, vort samfund og Storbritanniens rolle i verden, fremgik det af Downing Streets internet-hjemmeside. Blair roste i en separat erklæring Alastair Campbells indsats. Han fastslog, at mediernes billede af Campbell har været en karikatur. - Den Alastair Campbell, som jeg kender, er en utrolig dygtig, frygtløs og loyal tjener af sagen, som han tror på, og han var ikke kun optaget af denne sag, men af landet. Tony Blair fremhævede Campbells bidrag til moderniseringen af Labour og valgtriumferne og fortsatte: - Og hans bidrag under krigene i Kosovo, Afghanistan og Irak i særdeleshed var af stor betydning for forståelsen af Storbritanniens anliggende her og rundt om i verden. Iagttagerne ser nu frem til en pejling på, om Campbells forsøg på at redde Blair, som han har kørt parløb med gennem et årti, vil give ny fremgang i meningsmålingerne. Den nyeste opinionsundersøgelse, som blev offentliggjort fredag i Daily Telegraph, viste, at 47 procent af de adspurgte var mindre tilfreds med Blair end tidligere på grund af Kelly-sagen. Men 30 procent mente ifølge målingen, som var foretaget af YouGov-instituttet, stadig, at Blair er den bedste mand på premierministerposten. Han har således et komfortabelt forspring i forhold til Iain Duncan Smith fra det konservative oppositionsparti. /ritzau/AFP