Blair satser fortsat på skarp Irak-resolution

Irak ventes at give adgang for inspektører

Militær 30. september 2002 08:00

LONDON: Storbritanniens premierminister, Tony Blair, så søndag med fortrøstning på mulighederne for at få vedtaget en skrap FN-resolution rettet mod Iraks præsident, Saddam Hussein, på trods af britiske demonstrationer og international skepsis. USA ventes mandag officielt at fremsætte et resolutionsudkast, der sætter skrappe krav til Irak. Forinden har amerikanske og britiske diplomater weekenden igennem forsøgt at få accept fra Frankrig, Rusland og Kina, der alle tre har vetomagt i FN's Sikkerhedsråd. Rusland mener ikke, at der er brug for nogen ny resolution, og selv om Irak kategorisk afviser at ville gå ind på USA's forslag, så ventes irakiske repræsentanter mandag at åbne døren for en genoptagelse af FN's våbeninspektioner i landet. Det var antagelsen forud for et møde i Wien mellem irakiske repræsentanter og chefinspektør Hans Blix. FN har ikke haft våbeninspektører i Irak siden 1998, men Blix håber at have de første inspektører på plads allerede 15. oktober. I Storbritannien har Blair konsekvent støttet USA, hvilket lørdag aften fik over 150.000 mennesker til at gå i protestdemonstration på Londons gader. Samtidig står Blair over for et landsmøde i sit parti i denne uge, hvor venstrefløjen i Arbejderpartiet formentlig vil kritisere hans Irak-politik. - Jeg håber og tror, vi får den resolution, vi ønsker, sagde Blair til BBC forud for landsmødet i Blackpool. Ifølge USA's udkast får Saddam Hussein mindre end seks uger til at destruere alle masseødelæggelsesvåben, og det kræves, at FN's våbeninspektører i fremtiden får væbnet international beskyttelse, når de besøger Irak. Samtidig skal alle steder i Irak, herunder de såkaldte præsidentpaladser og tilstødende områder, kunne inspiceres. I Irak afviste vicepræsident Taha Yassin Ramadan lørdag forslaget og tilføjede, at ”yderligere procedurer med det formål at skade Irak vil ikke blive accepteret”. Irak afviser at have masseødelæggelsesvåben, og vicepremierminister Tariq Aziz sagde, at USA vil blive udsat for ”tab, de ikke har oplevet i årtier” i tilfælde af et angreb. I FN's Sikkerhedsråd er både franske, russiske og kinesiske diplomater skeptiske over for det amerikanske resolutionsudkast, der forudser ”alle nødvendige midler” taget i brug, hvis ikke den irakiske regering opfylder kravene. Ifølge teksten kan militæret sættes ind i tilfælde af ”falske udtalelser eller undladelser” fra Iraks side. Modviljen hænger sammen med, at den foreslåede trussel mod Irak ikke er knyttet sammen med et specifikt krav, hvilket ifølge franske diplomater lader det være op til USA og Storbritannien alene at afgøre, hvornår et eventuelt angreb er passende. Frankrig er tilhænger af to resolutioner, hvor beslutningen om brug af vold udskydes i første omgang. Frankrig ønsker med en FN-resolution at kræve uhindret adgang for FN's våbeninspektører i Irak. Sker det ikke, er Frankrig parat til at overveje endnu en resolution, der tillader et militært angreb. Det er Blair ikke nødvendigvis imod, sagde han søndag. - Det kan vi for øjeblikket holde åbent. Lad os tage det skridt for skridt. Hvis vi ønsker at undgå konflikt, er det vigtigste at fastholde maksimalt pres på Saddam, sagde Blair. Det amerikanske udkast forudser, at Irak får en uge til at redegøre for alle de masseødelæggelsesvåben, landet siges at råde over. Derefter får den irakiske regering yderligere 23 dage til at samarbejde med FN's inspektørhold om destruktionen af disse masseødelæggelsesvåben. Uagtet al den diplomatiske aktivitet kom det søndag også til et militært angreb, da britiske og amerikanske fly bombede den sydirakiske by Basras lufthavn. De amerikansk-britiske fly patruljerer to zoner i det nordlige og sydlige Irak, hvor Saddam Husseins fly siden Golfkrigen i 1991 har haft forbud mod at gå på vingerne, fordi man dengang frygtede angreb på den lokale civilbefolkning. - De onde amerikanske krager har slået til, sagde en talsmand for Iraks transportministerium til irakisk satellit-tv. Det var anden gang på fem dage, at Basras lufthavn blev bombet. Men USA og Storbritannien fik samtidig støtte fra uventet side. Iraks udenrigsminister, Naji Sabri, var søndag på besøg i Teheran for at hente støtte, men den iranske udenrigsminister, Kamal Kharazi, slog fast, at det er op til Irak at forhindre et amerikansk angreb. - Det er Iraks ansvar at forhindre en konflikt i regionen ved at samarbejde med FN, sagde Kharazi ifølge iransk statsradio. /ritzau/Reuters

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...