Bland ikke sammen

Efter en - med politiets ord - fuldstændig fredelig protest i Aalborg mod pels fra dyrerettighedsorganisationen Anima via et fakkeloptog med deltagelse fra ca. 100 mennesker, sammenkæder Karl Maksten i NORDJYSKE (25.1.) denne begivenhed med de ulovligheder, hvor kriminelle bryder ind på minkfarme og lukker minkene ud.

Hvad i alverden skal den sammenkobling gøre godt for? Kan man nu ikke være imod dyremishandling uden at skulle udsættes for injurielignende påstande og sættes i bås med Dyrenes Befrielsesfront, som disse kriminelle kalder sig? Yderligere mener Karl Maksten, at Anima skal stoppe kritikken af den ”stakkels” danske pelsindustri. Nå, hvad så med de stakkels pelsdyr? Skal vi bare fortsætte med at opbevare vilde mink i små trådbure på en halv kvadratmeter á la burhøns? Og jo, burmink er stadig vilde og har stadig deres naturlige instinkter i behold, som en tilbundsgående EU-rapport konkluderer. Skal vi - i modsætning til flere andre EU-lande - så ignorere det faktum, at mink i naturen kan have territorier på over flere kvadratkilometer, svømmer, jager, graver og mange andre ting, som den danske pelsindustri betragter som gammel overtro? Og skal vi virkelig tro på, at burminkens selvlemlæstelse er helt naturlig og ikke et udtryk for manglende udfoldelsesmuligheder... Den tror Europarådet heller ikke på, hvorfor de da også helt tilbage i 1999 krævede, at betydelige stereotype adfærdsmønstre hos mink skulle stoppes ved konstruktion af nye systemer på pelsfarme, og såfremt dette ikke kunne lade sig gøre, burde produktionen stoppe. Det har medført, at flere EU-lande vælger at stoppe produktionen helt. Selv et land som Italien - som danskere tit betragter som et dyrevelfærdsmæssigt u-land - har vedtaget lovgivning, der vil lukke landets minkfarme. Hvis man er i tvivl om, hvem der har ret, så prøv at gå ind på www.anima.dk/kampagner/landbrug/dansklandbrug2008/billeder.html Her har Anima samlet nogle billeder fra Åbent landbrug 2008, dvs. de absolut bedste pelsfarme, som pelsbranchen i Danmark turde vise frem til offentligheden - og alligevel er resultatet horribelt. Døm selv.