Blandede bolsjer i ungdomsrækkerne

SINDAL: Sindals herreynglinge fik for alvor ørerne i Kolding IF's håndboldmaskine, da de to hold søndag eftermiddag mødtes i Kolding-Hallen. Hjemmeholdet vandt ubesværet 40-13 over Sindals nybegyndere i divisionsrækken, hvor Kolding har sat sig på toppen, mens Sindal foreløbig ligger på sidstepladsen med to store nederlag i bagagen. Allerede på onsdag skal herreynglingeholdet ud at køre igen, og denne gang er der større håb om, at modstanderne ikke kører fuldstændig rundt med Sindal. Kampen foregår i Skive-Hallerne imod Skive, som er det andet bundhold i rækken uden point. Og på søndag spiller holdet igen i Sindal-Hallen imod Team Midtjylland. Også Sindal damejuniordivision kørte den lange tur til Kolding-Hallen i søndags, og holdet vandt nogenlunde sikkert over Kolding IF med cifrene 28-24, og dermed blev førstepladsen konsolideret. For rækkens nummer to, Randers HK, tabte til Horsens, som dermed overtog andenpladsen. Sindal-pigerne skal på søndag spille hjemme imod ØAI/Auning IF. Også Sindals dameynglingeelite vandt i weekendens opgør, idet holdet ude trak det sidste strå med cifrene 21-20 over Brønderslev. Næste kamp er imod Ålbæk HK på søndag i Sindal-Hallen. Endelig formåede damejuniorelite ikke at score på en del oplagte chancer, da holdet hjemme spillede imod Løgstør HK, som dermed kunne rejse hjem fra Sindal med to point for sejren på 19-17. Sindals andethold for juniorer spiller sin næste kamp på udebane imod Aabybro HK, der har lagt sig i spidsen i eliterækken. Endelig skal det nævnes, at Sindal IF's sidste hold i ungdomsrækkerne, damejunior B, vandt deres første turneringskamp med 17-8 over Ø. Brønderslev IF. poch