Blandede reaktioner på forbud mod luderbesøg

Aarhus 19. september 2002 08:00

ÅRHUS:Blandt prostituerede og dem, der arbejder med at hjælpe prostituerede, er der delte meninger om, hvorvidt det skal være ulovligt at besøge en prostitueret. Det viste sig i går i forbindelse med en høring om prostitution på havnen i Århus. - Det vil ikke hjælpe at gøre prostitution ulovligt, for vi skal jo tjene penge til stoffer, og det er ikke for sjov, at vi går på gaden. Hvis man gør det ulovligt, gør man det sværere for os, og f.eks. vil vi i stedet være nødt til at stjæle for at få penge, siger Lisbeth Johansen, der deltog i høringen og som fra tid til anden arbejder som prostitueret i Århus. Socialdemokraternes kulturordfører, Mette Frederiksen, har foreslået, det skal være ulovligt at besøge en prostitueret, men partiet er internt uenig om spørgsmålet, og der er ikke flertal for det i Folketinget. Projektmedarbejder Marie Luise Nørrelykke fra Modelprojekt PRO i Århus, der rådgiver og vejleder prostituerede, støtter alligevel forslaget. - Hvis staten forbyder prostitution, sender den et vigtigt signal om, hvad staten mener, og det vil være godt, selv om det kræver en grundig debat om, hvorvidt vi vil have prostituerede i Danmark. Det er for nemt for de politikere, der blot afviser forslaget om at forbyde prostitution, for så siger de indirekte, at det er ok at købe sex, og de kommer ikke med alternative forslag til, hvordan vi kan hjælpe de prostituerede, siger Marie Luise Nørrelykke. Høringen i Århus var arrangeret af Landsforeningen af væresteder for stofafhængige og tidligere stofafhængige (LVS) som led i, at det gode skib "Haabet" besøger seks havne for at få gode bud på, hvad en bedre socialpolitik er. Joan Hougaard, der er leder af værestedet Reden i Århus, påpeger, at der er brug for at gøre op med de myter, som omgiver prostitution. - Prostitution er noget meget fordækt i dag. Hvis det bliver gjort til en kriminel handling, bliver det bare endnu mere fordækt, og det kommer der ikke noget godt ud af for de prostituerede, siger Joan Hougaard. På høringen kom det frem, at lovgivningen i dag stritter i forskellige retninger, når det gælder prostitution. På den ene side blev prostitution afkriminaliseret med en lovændring i 1999, på den anden side har prostituerede ikke adgang til eksempelvis arbejdsløshedsunderstøttelse og pension. Og hvor nogle ministerier opfatter prostitution som et socialt problem, så anbefaler andre, at prostituerede bruges til seksuel oplæring af handicappede. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...