Blandet auktionsdag for Skagen-malerier

For lave bud på mange af Skagensmalernes værker

SKAGEN:Det blev en noget blandet dag for kunstværker med tilknytning til Skagen, da auktionshuset Bruun Rasmussen i København sidst på dagen onsdag indledte fire dages kunstauktion. En række Skagen-værker opnåede ikke bud, som var høje nok til, at de blev solgt, mens andre blev solgt på bud som lå enten et godt stykke over eller under vurderingen. Der var ialt 15 Skagen-værker under hammeren, og syv af dem blev ikke solgt. Det var blandt andre Anna Anchers portræt af en pige, som står i en have, og hendes interiør med en pige, som sidder ved stuevinduet og syr, Michael Anchers Et Frieri med to unge, som står i en døråbning, og et landskabsmotiv fra Østrig af P. S. Krøyer. Et forstudie til P. S. Krøyers store maleri med fiskere, som hviler sig på stranden, fik hammerslag ved et bud på 150.000 kroner. Maleriet var vurderet til 200.000 - 250.000 kroner. Modsat gik det med et maleri af Carl Locher - et marinemotiv med sejlskibe ud for Hornbæk. Det var vurderet til 40.000 - 60.000 kroner og blev budt op i 100.000 kroner. Et andet landskabsmotiv af P. S. Krøyer, et norsk landskab, blev solgt for et bud på 58.000 kroner mod en vurdering på 50.000 kroner. En stor kultegning, portræt af Pauline Drucker, af Krøyer, solgtes for 65.000 kroner. Vurderingen var 30.000 - 50.000 kroner. Et selvportræt af Krøyer fik hammerslag ved et bud på 240.000 kroner. Vurderingen var 250.000 - 300.000 kroner. Et portræt af fiskeren og redningsmanden Ole Svendsen af Michael Ancher blev solgt for 45.000 kroner, hvilket var fem tusinde kroner under laveste vurdering. Et motiv fra en strand på Falster, efter stormen i 1872, af Holger Drachmann, blev solgt for 40.000 kroner mod en vurdering på 50.000 kroner, og et blomstermotiv fra haven ved Michael og Anna Anchers Hus af Anna Ancher solgtes for 400.000 kroner, hvilket var laveste vurdering.