Blandet modtagelse af klimaplan

De grønne mener, at regeringens oplæg er pinagtigt

Naturvidenskab 27. februar 2003 07:00

KØBENHAVN: Mens Dansk Industri er tilfreds med, at regeringen i sin klimastrategi lægger op til at opfylde Danmarks klimaforpligtelser ved grønne investeringer i udlandet, mener de grønne organisationer, at regeringen med sin strategi sætter et punktum for de seneste 10 års progressive klimapolitik i Danmark. - Regeringens strategi for at begrænse den menneskeskabte drivhuseffekt er pinagtigt kortsigtet og overudnytter de værste smuthuller i Kyoto-protokollen, siger klimamedarbejder Tarjei Haaland, Greenpeace. Regeringen overser fuldstændig, at kvotehandel og internationale projekter ifølge protokollen kun kan være et supplement til hjemlige reduktioner af CO2-udslippet. Konsekvensen af, at regeringen vil opfylde størstedelen af forpligtelsen i udlandet, bringer Danmark i direkte strid med både formelle krav og ånden i Kyoto-protokollen, påpeger han. WWF Verdensnaturfonden vurderer, at regeringen i sin klimastrategi lægger op til, at over 80 procent af reduktionen skal ske uden for landets grænser. - Danmark står fra i dag uden klimapolitik. Regeringen har kastet håndklædet i ringen og i realiteten opgivet at styre dansk klimapolitik. Det er ikke mest muligt miljø for pengene, men mest mulig klimaforandring for pengene, siger klimakoordinator Lars Georg Jensen, WWF Verdensnaturfonden. Han mener, at regeringen udliciterer ansvaret til elsektoren og til borgerne i stedet for selv at foretage sig noget. - Der er ingen reel interesse i at undgå klimaforandringer. Hvis alle industrilande opførte sig sådan, ville det være kompelt umuligt at få en meningsfuld global indsats på området, siger Lars Georg Jensen. Han finder det dybt kritisabelt, at regeringen ikke opstiller kvalitetskrav til eventuelle projekter i udlandet. Det kan føre til, at en stor del går til opkøb af "varm luft" fra Rusland og Ukraine uden en reel CO2-reduktion. Danmark skal ifølge regeringens klimaplan, der blev offentliggjort onsdag, spare 20-25 millioner ton CO2 årligt, svarende til op imod 30 procent af den samlede danske drivhusgasudledning. Det vil koste fire-fem milliarder kroner årligt, hvis det hele skal spares hjemme. Hvis en stor del kan skæres væk gennem investeringer i udlandet, kan staten spare to-tre milliarder kroner årligt, mener regeringen. Dansk Industri er overrasket over, at der skal spares så meget CO2 i forhold til tidligere meldinger. - Det kan blive meget dyrt eller knap så dyrt. Det bliver en byrde under alle omstændigheder, men der er forskel på, om det skal koste fire-fem milliarder eller en-to milliarder, siger direktør Kim Graugaard, DI. Han er tilfreds med klimastrategien, som, han mener, er udtryk for et klogt strategisk valg. - Den signalerer et afgørende og strategisk valg, nemlig at man ikke længere kan nøjes med at køre på en enøjet, nationalt orienteret klimastrategi, hvor det eneste, vi har kig på, er, om hvor vi kan finde den næste marginale energibesparelse i Danmark. Det batter ikke nok, og det vil være alt for dyrt. Nu føjer vi en ekstra dimension til. Nu skal vores klimaindsats være internationalt orienteret, siger Kim Graugaard. Ifølge DI ville alternativet gå ud over industrien og befolkningens energiforbrug og trafikmønstre. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...