Kunst

Blandt kameliaer og bronzeæg

Tage Andersen, blomsterkunstner, er aktuel med ny bog. Foto: Magnus Møller/Polfoto

Tage Andersen, blomsterkunstner, er aktuel med ny bog. Foto: Magnus Møller/Polfoto

Gennem årtier har han tryllet med naturens egne materialer. Med sin blomsterkunst erobrer Tage Andersen ikke kun slotte, herregårde og kunstmuseer verden over. Også den almindelige dansker har gennem flere bogudgivelser haft mulighed for at lade sig imponere over og rive med af kunstnerens overdådige arbejder. Og nu er et nyt værk så på gaden - en bog, der for alvor åbner op for Andersens blomstrende univers. I "Enthusiasm" har kunstneren selv udvalgt de 11 udstillinger og projekter, han gennem tiden har holdt mest af at lave. Og elske sit arbejde, det gør han: - Det er et eventyr og en udfordring for mig at udføre de store bestillingsopgaver, udsmykninger og anlæg af interessante haver og parker. Folk tænker normalt ikke på den store arbejdsindsats, der ligger bag mit arbejde. Det kan være nede på jorden eller helt oppe i skyerne. Til tider samtidig, har Tage Andersen fortalt i et interview til Jyllands-Posten. Interessen for naturen opstod tidligt. Tage Andersen kunne allerede som barn i Heltborg i Thy få noget ud af selv de mest ubemærkede og forhåndenværende materialer. Han skar skibe, byggede scenarier og sammenstillede ting til kunstværker af tilfældige genstande, han fandt omkring sig. Som 20-årig overtog han den lokale blomsterforretning i Kjellerup for efter nogle få år at rykke til Viborg, hvor han åbnede egen butik og arbejdede freelance rundt omkring i landet. I dag kan han se tilbage på 40 år blandt kameliaer og bronzeæg. Han har aldrig taget en fridag, holder ikke ferie, og hvis han endelig har mulighed for at trække stikket ud, er han alligevel i gang. - Det, jeg beskæftiger mig med, er mit liv helt og fuldt, som han har sagt til Berlingske Tidende. Og selv om Tage Andersen har været i branchen i mange år, formår han altså stadig at appellere til et bredt, internationalt publikum. Han er ikke trendy og nytænkende, men kan heller ikke beskyldes for at være gammeldags. Han befinder sig et sted midt imellem - i en verden helt for sig selv.