Blandt yetier og blå krigere

UNGE BØGER Isabel Allende: Gulddragens Rige Isabel Allende har læst masser af eventyr og sikkert også set Harrison Fords uforlignelige bedrifter i Indiana Jones. I hvert fald er denne bog i samme genre og særdeles spændende, hvis man giver slip på jordforbindelsen og finder det i orden at kommunikere med telepati og tankens kraft. Det er anden del af en trilogi om de to teenagere Alex og Nadia - den første hedder Uhyrernes By - og denne gang er de to unge med Alex' excentriske farmor, Kate, i Det forbudte Rige i Himalaya. Landet er berømt for at huse ikke blot den afskyelige snemand, yetien, men også den sagnomspundne Gulddrage, som angiveligt kan forudsige fremtiden. Kræfter uden for riget forsøger med hjælp fra onde blå krigere med hjemsted i Nordindien at tilrane sig den uvurderlige gulddrage, og Alex og Nadia lander midt i de spændende og uhyggelige begivenheder. Heldigvis er der en stærk lama-munk, som kan mere end sit modersmål, bl.a. hidkalde yetierne, som viser sig at være et abelignende folk i en totalt afsondret dal. Isabel Allende får bragt begivenhederne til en tilfredsstillende afslutning og samtidig præsenteret smukke sider af buddismen. Bogen er tiltænkt unge læseheste, men de får næppe lov til at beholde den for sig selv, hvis der i familien også er voksne med sans for fantasig og humor. Isabel Allende fuldender eventyrtrilogien med Pygmæernes Skov, der udkommer næste år. Ytta Smith ytta.smith@nordjyske.dk Isabel Allende: "Gulddragens rige". 288 sider, 248 kr. Gyldendal