Retspleje

Blev syg af uberettiget fængsling

KØBENHAVN:I en sjælden sag har en mand fra Jylland nu fået papir på, at han har taget psykisk skade af et ophold i en fængselscelle. Manden var varetægtsfængslet i tre en halv måned i en sag om sædelighedsforbrydelser og blev senere frifundet af byretten og af Vestre Landsret. - Man har dokumenteret, at han er kommet til skade og er blevet traumatiseret, siger hans advokat, Bjarne Vium fra Holstebro. En psykiater har konkluderet, at manden lider af posttraumatisk stress (PTSD) på grund af den uberettigede fængsling. Og Arbejdsskadestyrelsen har fastsat hans mengrad til 20 procent, oplyser advokaten. Derfor har den øverste anklager, Rigsadvokaten, netop tilkendt manden 144.000 kroner. Men sagen rumler stadig i retssystemet. Højesteret skal nu tage stilling til hans krav om yderligere erstatning end de cirka 79.000 kroner for uberettiget varetægtsfængsling og næsten 30.000 kroner for psykologbistand, som han allerede er blevet tilkendt. Manden kræver 450.000 kroner ekstra. Højesteret behandler sagen på fredag. /ritzau/