Nordkorea

Blidere toner mellem Nordkorea og Sydkorea

SEOUL:Kort før søndagens begravelse af Sydkoreas tidligere præsident Kim Dae-jung i Seoul mødtes en nordkoreansk delegation med landets nuværende leder, Lee Myung-bak. Mødet er det første på højt niveau mellem Nord- og Sydkorea i næsten to år, og begge sider udtrykte efterfølgende håb om et bedre forhold. - Jeg forlader landet med en god fornemmelse, sagde Kim Ki-nam, en nordkoreansk diplomat. Delegationen overbragte Lee en besked fra den kommunistiske diktator i Nordkorea, Kim Jong-il. Det var uklart, hvad indholdet i beskeden lød, men den skulle have omhandlet udviklingen i forholdet mellem de to lande. Relationerne mellem de to lande har været lagt på is de seneste 18 måneder, efter at den konservative Lee overtog magten i Sydkorea. Han har anlagt en langt hårdere linje over for naboerne mod nord, bremset bistanden og anklaget Nordkorea for at true sikkerheden på den koreanske halvø. Under det historiske møde skulle præsident Lee imidlertid have sagt, at konflikten mellem Nord- og Sydkorea kan løses. - Hvis vi oprigtigt forsøger at løse problemerne via dialog, så er der ingen problemer, som ikke kan løses, sagde præsidenten ifølge en talsmand. Kim Jong-il havde sendt delegationen til Seoul for at deltage i den nationale sørgedag for den tidligere sydkoreanske præsident Kim Dae-jung, der døde tirsdag, 85 år gammel. Han huskes i Nordkorea for at have indledt en tilnærmelse mellem de to koreanske stater, den såkaldte solskinspolitik. Det kulminerede i 2000 med et topmøde mellem Kim Dae-jung og Nordkoreas leder, Kim Jong-il. De nordkoreanske diplomater udtrykte håb for, at de to lande "vil samarbejde og løse alle problemer", sagde en talsmand. Han tilføjede, at atmosfæren under mødet var "oprigtig og blid". I de statskontrollerede medier i Nordkorea blev det vigtige møde med præsident Lee imidlertid ikke nævnt med ét ord. Den nordkoreanske delegation fløj hjem til Nordkorea søndag, inden den statslige begravelse af Kim Dae-jung begyndte./ritzau/AFP