Blik og plast i fælles enhed

Norskejede Skanem samler bl. a. Skanem Hjallerup og 5 F Labels - nu Skanem Hobro

Fødevarer 10. januar 2003 01:00

HOBRO/HJALLERUP: Blikemballage-virksomheden Skanem i Hjallerup har fået en navnefælle i Hobro. Mandag morgen skiftede 5 F Labels i Hobro efter 25 år navn til Skanem Hobro, og både Hjallerup og Hobro indgår nu i et tæt koncernsamarbejde under ledelse af den norske milliardær, koncernchef og eneejer, Ole Rugland. 5 F Labels har gjort sig til specialister inden for silketryks-teknik. Helt fra bunden udvikler Hobro-virksomheden selvklæbende etiketter til kunder inden for fødevarer, olie, kemi og rengøring - heriblandt Colgate, Nopa, Q8, Lego, Tulip, Tolstrup og Launis. Ole Ruglands virksomhed, Skanem, opkøbte for et år siden 16 emballage-virksomheder i Norge, Danmark, Sverige England og Tyskland - herunder de to i Hobro og Hjallerup. De 16 var samlet i SE Labels, Etikett-Service og Riflex Film. Efter en del omstrukturering kittede OIle Rugland mandag de 16 virksomheder sammen i sin nystiftede koncerngruppe, Skanem - oprindelig en sammentrækning af Skandinavisk Emballage. Med sine sammenlagt 1350 medarbejdere omsatte de 16 i fjor for 1,8 milliarder norske kroner. - Det er Skanems ambition at blive vore hjemlige kunders foretrukne partner og leverandør inden for selvklæbende etiketter, metalemballage og film til blandt andet fødevareindustrien, erklærer Ole Rugland, som har et godt øje til Hobro-virksomheden med dens 95 medarbejdere. Opfindsomhed og evnen til at finde svar og udvikle løsninger på selv meget vanskelige problemer med selvklæbende etiketter, der nægter at give slip og som modstår olie, lys, kogende vand, frost og i visse tilfælde endog saltsyre, gør den lokale virksomhed til et rigtig godt aktiv for koncernhelheden. - Skanem Hobro hører til koncernens mest innovative, problemløsende og nytænkende virksomheder. Netop evnen til at løse teknisk komplicerede opgaver bliver derfor Hobros væsentligste bidrag til koncernen, siger Ole Rugland. Det nye Skanem opererer i tre divisioner, og 10 af fabrikkerne, herunder Hobro, producerer etiketter. Andre fire tager sig af folie til indpakning af madvarer, mens de resterende fire fabrikker - herunder Skanem Hjallerup, fremstiller metalemballage. - Vi omprofilerer os til en enhed, fordi vi ser en del interessante muligheder på det europæiske marked, siger Ole Rugland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...