Blind tillid

23-årige Louise Grønlund fra Aalborg var tæt på at miste synet på grund af døgnlinser. Optikeren nævnte intet om risikoen ved at bære linser konstant

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Foto Thomas Gaardsmand

For Louise Grønlund lød det næsten for godt til at være sandt. Slut med at jonglere med kontaktlinser morgen og aften. Og samtalen hos optikeren bekræftede hende i, at nu var det daglige bøvl med linserne overstået. - Jeg fik at vide, at døgnlinser er langt nemmere at have med at gøre end éndagslinser. Det blev ikke nævnt, at der kunne være ulemper. Jeg spurgte godt nok heller ikke rigtigt til, om der kunne være problemer med døgnlinserne, men jeg havde en forventning om, at de selv ville nævne det, hvis der var en risiko, siger Louise Grønlund. Det begyndte godt De første måneder gik det godt. Faktisk gik der et halvt år, før de første problemer dukkede op. Det ene øje løb i vand og begyndte at hæve. Louise Grønlund tog linsen ud nogle gange, men det var med til at snyde hende, at det kortvarigt virkede lindrende, når hun satte linsen i igen. Hun prøvede også at gå til en optiker. - Jeg foreslog selv, at det måske kunne være allergi. Det mente optikeren lød meget fornuftigt. Jeg fik at vide, at der ikke var grund til at være bekymret, og at jeg ind imellem bare skulle tage linserne ud og slappe af, fortæller Louise Grønlund. Fik bokserøje I de følgende måneder udviklede problemerne sig. Synet begyndte at blive sløret, og der var svie og irritation i øjnene. Det gav hende store problemer, når hun sad bag rattet i sin bil, og når hun var ude i sit job som tjener-elev. Ind imellem måtte hun simpelthen melde sig syg på grund af generne. Louise Grønlund gik også ind til optikeren, der oprindeligt solgte hende døgnlinserne. Heller ikke ved den lejlighed blev der slået alarm, men Louise fik dog at vide, at hun på et tidspunkt burde gå til læge, hvis problemerne blev ved. Og det gjorde de. En dag hævede det ene øje kraftigt op, og Louise Grønlund havde problemer med at se. Hun var på vej på arbejde, men kørte i stedet hen til sin mor, der foreslog, at de skulle køre til øjenlægen med det samme. Det gjorde de. Øjenlæge anede uråd - Det første, øjenlægen spurgte om, var, om jeg brugte døgnlinser. Da jeg sagde ja, sagde han: Så er det derfor. Derefter konstaterede han, at linserne skulle ud straks, fortæller Louise Grønlund. Øjenlægen havde set andre patienter i samme situation, og han opfordrede hende til at kyle linserne langt væk. - Hvis du ikke stopper, risikerer du at blive blind, fortalte han. Tæt på katastrofen Øjenlægen vurderede, at Louise Grønlund blot skulle have gået rundt med linserne et par dage mere, før hun havde mistet synet. Louises mor, der var med hos øjenlægen, var helt chokeret. - Jeg blev også selv forskrækket. Og egentlig var det rent held, at jeg kom til øjenlæge den dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor slemt det kunne være gået, fortæller Louise Grønlund. Efter den barske oplevelse tog Louise tilbage til optikeren og fortalte om forløbet. Urimelig behandling Nu fik hun at vide hos optikeren, at de havde hørt om folk, der havde fået problemer med døgnlinserne, og at det i sjældne tilfælde havde ført til blindhed. Hun fik også at vide, at hun skulle have taget linserne ud og renset dem. - Det synes jeg egentlig var meget urimeligt. For det første havde de aldrig fortalt mig, at jeg skulle gøre det, for det andet virkede det lidt som om, at jeg selv skulle have skylden for problemerne, siger Louise Grønlund. Den 23-årige aalborgensiske kvinde fik ingen undskyldning, og hun har lært, at hun ikke nødvendigvis skal stole 100 procent på sin optiker. Og uanset hvor meget optikerne i fremtiden vil rose døgnlinsen, så har hun truffet sin beslutning. Hun kommer aldrig til at sætte en døgnlinse i øjet igen.