Lokalpolitik

Blindebuk i Aars byråd

Ingen forstod regnskab hvor der tilsyneladende mangler 25 millioner kroner.

AARS:Mangler der 25 millioner kroner i Aars Kommune? Eller har indførslen af nyt regnskabssystem lavet en forholdsvis banal fejl? Det kunne byrådets medlemmer i Aars ikke blive enige om i aftes ved et stormfuldt ekstraordinært byrådsmøde. Fronterne var trukket op i to grupper: På den ene side borgmester Knud Kristensen, på den anden side resten af byrådet, hvor ingen tog borgmesteren i forsvar. - Der er tale om en "forskydning" på 10 millioner kroner, der ingen betydning har for dette eller næste års budget. Der er ikke forsvundet fem øre fra kommunen, sagde Knud Kristensen (K) blandt andet i starten af den halvanden time lange debat. Den udlægning var hans forgænger på borgmesterposten, Per Nørgaard (V), helt uforstående overfor: - Vi har ikke modtaget én redegørelse for økonomien i år. Det kan godt være, at der er lavet en fejl, men det skal vi i byrådet vide. Der er nogen, der har svigtet her, sagde Per Nørgaard blandt andet. Flere medlemmer af økonomiudvalget var lige så uforstående overfor de manglende 25 millioner kroner, som de andre byrødder. De følte sig ikke mere oplyste af borgmesterens forklaringer. - Jeg fatter ikke en høstblomst af det her, måtte Asger Andersen (S) sige, mens hans parti- og udvalgsfælle Martin Glerup nævnte revysangen: "Det er ikke til at se, hvad, der er opad eller nedad". Flere spurgte til, hvor meget borgmesteren egentlig havde kendt til de reelle tal for likviditeten, blandt andet Bjarne Jensen (L) flere gange. De syntes ikke de fik noget klart svar. Flere mente man måtte genåbne budgettet for næste år, når det var lagt på forkerte forudsætninger. Men borgmester Knud Kristensen fastholdt, at kommunens økonomi er sund og budgettet i orden. Det vil vise sig, når en revisor snart frysetørrer mødets talsuppe med logik og fremlægge resultatet på økonomiudvalgets møde om en uge.