Brønderslev

Blindesamfund advarer mod mistænkelige opkald

En mand ringer og udgiver sig for at være fra Dansk Blindesamfund og stiller personlige spørgsmål

BRØNDERSLEV:Et medlem af Dansk Blindesamfund fra Brønderslev, blev onsdag aften ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Dansk Blindesamfund. Men Dansk Blindesamfund kender ikke noget til manden, som stillede mistænkelige og personlige spørgsmål. Og det får nu Blindesamfundet til at advare mod mistænkelige opkald. - Han er ikke fra Dansk Blindesamfund. Jeg har talt med både hovedkontoret og lokalkredsen, og der er ingen der kender noget til opkaldet, siger Anna Grethe Christensen, der er konsulent i Brønderslev Kommune. Til at begynde med virker opkaldet troværdigt. Der bliver i starten spurgt om vedkommende er medlem af Dansk Blindesamfund, om vedkommende kendte til hendes rettigheder, og om der er en førerhund i huset. Herefter bliver spørgsmålene mere personlige, og det var det, der vakte mistanke. - Der blev spurgt, om hun var gift. Om hun havde børn, og om de stadig boede hjemme. Til sidste sagde personen, at han ville komme forbi og lave et interview. Og så blev hun bange, fortæller Anna Grethe Christensen, der frygter, at der kan være tale om såkaldte tricktyve. - Jeg frygter, at det er personer, der ikke har rent mel i posen. Det kan jo være nogle, der siger de vil komme og lave et interview, men at de kommer for noget helt andet. En gammel dame uden førerhund er jo et let offer, siger hun. Det mistænkelige opkald er anmeldt til politiet.