Bliv bare hjemme

Et par hyggedage hjemme lige så godt for børn som dyr skiferie

EMNER 15. februar 2005 05:00

NORDJYLLAND: Forældre skal under ingen omstændigheder have dårlig samvittighed, fordi pengene eller lysten til skiferie med børnene mangler. Selv om skiferie er en herlig form for familieferie, som en ud at ti danskere i dag dyrker, er den ikke en uundværlig del af et dansk barns opvækst anno 2005. Tværtimod. - Børnene har ikke brug for en skiferie. De har behov for at være sammen med deres forældre. Og det kan de lige så vel være hjemme, siger Ejgil Mørck, rektor på Skipper Clement Seminariet i Aalborg. Han frygter, at alt for mange skiferier i dag i virkeligheden er forældrenes prestigeprojekt og ikke en ferie, der gør hele familien godt. - Forældre skal passe på ikke at gøre ferien til en uge, hvor de stresser rundt. Det er ikke børnenes ønske. De har brug for en uge, hvor tempoet er sat ned, og de kan holde fri fra den daglige trummerum og være sammen med deres far og mor, fastslår Ejgil Mørck, som tillige er formand for Daginstitutionernes Landsforening. Samme holdning har sekretariatschef i Børns Vilkår, Birk Christensen. - Det kan godt være, det plager nogle forældre, at de ikke kan komme på skiferie på grund af mangel på tid eller penge. Men det plager ikke børnene, fastslår han. I hvert fald ikke som udgangspunkt, påpeger han. - Men hvis forældre og lærere fokuserer alt for meget på den materielle del af ferierne, det dyre hotel og de mange løjper, vil det smitte af på børnene, siger Birk Christensen. Han råder derfor forældre og lærere til at snakke om det, der virkelig betyder noget for børnene, nemlig de gode grin og legen sammen med far og mor. - En ferie skal være noget andet end hverdagen. Den skal derfor ikke fyldes med projekter, skoler, skemaer og stress. Men det behøver en skiferie jo heller ikke at være, siger Birk Christensen. Er forældrene glade for at stå på ski, er det oplagt at tage børnene med - også som helt små, mener han. Men de skal de huske at se på, hvad børnene har brug for og lyst til. - Det kan jo være, det bedste for det ene barn er at sidde og se på sneen, mens man spiller kort, mens den anden elsker at tumle vildt ned ad bakkerne. Det skal forældrene kigge efter, råder Birk Christensen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...