Fødevarer

Bliv din egen skærsliber

For adskillige år siden kom jeg for skade at fortæle om en svensk slibemaskine - en såkaldt vådsliber, som var og er ret fænomenal til slibing af knive, håndværktøj, sakse og så videre. Og lige siden har læsere med jævne mellemrum spurgt til maskinen - "hvad er det nu den hedder?" Således en mand fra Hjørring, som forleden fangede mig på telefonen: - Vi får en hel gris hjem på mandag, så du bliver altså nødt til at fortælle mig, hvor jeg kan få fat i den der slibemaskine - lige nu! Det fik han selvfølgelig at vide - den hedder en Tormek og kan købes hos firmaet Linå i Silkeborg - 86 80 26 66. Et par dage senere læste jeg så noget, der skulle ligne en artikel i en konkurrerende avis - det kalder de sig i hvert tilfælde - om slibning af stemmejern. En slem gang sludder og overfladisk pladder, som ingen fornuftige mennesker kan bruge til noget. Og så var det s'gu ikke engang sjovt ... Det må jeg gøre noget ved, tænkte jeg. Værktøjksassen har jo helt uden for enhver tvivl Danmarks bedste læsere - når de lægger avisen fra sig, skal de også være de klogeste! Af med skægget Uanset hvordan man sliber sin kniv, høvl eller hvad det måtte være, så opstår der en større eller mindre grat på bagsiden - det man også kalder et skæg. Umiddelbart bliver æggen altså ikke "bare" skarp - i mikroskop ligner den nærmest en nedstryger eller en fintandet sav. Det kan være udmærket, hvis det drejer sig om at skære kød eller fisk. Det er jo netop sådan en flosset æg, slagteren opnår med sit strygestål og vi andre ved at give kniven en tur på trappestenen. Men i samme øjeblik kniven skal skære i noget, som er lidt hårdere - eksempelvis træ - brækker skægget af og kniven bliver sløv. Det svarer til en sav uden tænder. Til værktøj kræves en æg, som er både skarp og slidstærk, og det opnår man ved at polere skægget af, indtil man får en sylespids, glat og blank æg - som du kender det fra hobbyknive, barberblade etc. Men hvordan gør man lige det? Tormek Tormek er en vådsliber - altså en langsomt roterende aksel med en stor slibesten, som kører i vandbad. Ligesom man i gamle dage have på envher gård - blot er der ikke tale om en sandsten, men et moderne materiale kaldet aluminiumoxid, som sliber finere og langt mere effektivt. I den modsatte ende af akslen findes en læderskive - svarende til det bælte, som barberen i gamle dage strøg sin kniv på for at holde den super-skarp. Men først sliber man altså kniven, saksen, stemmejernet, høvlen, huljernet, drejestålet - der findes holdere til Tormek'en, som gør det muligt at lave helt præcise slibninger af næsten ethvert tænkeligt væktøj. Præcisionen giver ikke bare en pænere og bedre slibning, det går også meget hurtigere, når man kan holde akkurat samme vinkel hver gang. Herefter fedter du læderskiven ind i slibepasta og polerer de yderste par millimeter af æggen - skiftevis et par gange på hver side, indtil den er gnistrende blank. Sandsynligvis har du aldrig prøvet at arbejde med en høvl, ethuljern eller stemmejern, som er så skarpt - glæd dig, det er en helt ny verden. Og som en særlig service for de kvindelige læsere skal jeg - her lige før badesæsonen - oplyse, at man sagtens kan fjerne hår fra pusselankerne med fars lommekniv, hvis han har en Tormek. Bænksliber Den svenske sliber er smart, men også ganske dyr. Den store på billedet koster 2650 kroner - lillebroderen 1600 kroner hos Linå. Den forhandles også af enkelte byggemarkeder og værktøjsmagasiner - yderligere information hos importøren: 98 15 13 00. Prisen inkluderer en usædvanligt god instruktionsbog - nærmest en lærebog i slibningens kunst - og dertil en holder til slibing af høvljern og stemmejern. Hvis økonomien ikke er til en Tormek vil jeg istedet foreslå, at du køber en almindelig bænksliber - altså en motor med en hurtigt roterende slibesten i hver ende - og dertil en lille samling håndslibesten i forskellige profiler og finheder. På denne måde kan du opnå præcis samme kvalitet slibning, det er bare vanskeligere og tager længere tid. Først sliber du æggen på bænksliberen - rolige, lette og præcise bevægelser. Du må endelig ikke presse for hårdt - du skal give dig god tid, rigtig god tid. Det kan nemt tage en time at slibe et hakket stemmejern op! Hvis æggen bliver for varm (blå) er den ødelagt - det misfarvede metal er skørt som glas og skal slibes helt væk. Derfor: Slib roligt og dyp jævnligt i vand. Belgisk brok Når selve slibefasen er klar, laver du den sidste finish med håndkraft. Og her er det absolut afgørende, at du har nogle ordentlige slibesten - ikke det billige bras fra kassen med 10-kroners tilbud. De er alt for bløde og har en meget ringe slibeeffekt. Som tommelfingerrgel skal du regne med, at en god sten koster op imod 150 kroner. Jeg er personligt helt vild med dem af aluminiumoxid fra Tyrolit - hvis du opbevarer dem i petroleum, så de er drivende våde, sliber de chokerende effektivt og meget fint. Min absolutte favorit er en ganske lille aflang sag på bare 1 x 1 cm. Den er så let, at man med to fingre kan balancere den på den hule fas og dermed slibe æggen ganske præcist. Nogle få strøg på hver side er nok til at "trække skægget af" et stemmejern - herefter skal selve æggen poleres med en "belgisk brokke" eller en Arkansas-sten. En stykke læder fedtet ind i slibepasta kan også bruges. Byens skarpeste Når du først har prøvet det en enkelt gang, vil du hurtigt lære at sætte pris på rigtigt skarpt værktøj - det være sig i køkken eller på værksted. Arbejdet går meget lettere - det er simpelthen sjovere at stemme huller ud i en planke, når stemmejernet synker i, som var det et græskar, og man griber høvlen med større glæde, når den skærer spåner så fine og glatte som silkepapir. Prøv selv! - Ja- ja - men man kan jo ikke slibe hele tiden, ... Nej, og derfor vænner man sig af med at bruge stemmejernet som skruetrækker, og man læerer at fjerne søm og skruer, FØR man høvler. Og så behøver man forresten ikke at starte forfra med slibningen, hver gang stemmejernet eller høvlen er døv: Med den lille Tyrolit-sten kan man med få strøg "trække æggen op" - det kan man gøre 3-4-5 gange, før det er nødvendigt med en ny fas. Vi slibe-fantaster har iøvrigt et valgsprog: Måske er vi ikke byens skarpeste hjerner, men vores værktøj fejler ikke noget! Og den må godt misforstås ...