Danmark

Bliv opereret for forkølelse

Problemer med bihulerne kan resultere i kronisk forkølelse, men generne kan opereres væk

Vores fugtige vejr giver mange problemer med kronisk forkølelse, men en operation kan måske afhjælpe problemet. Foto: Iris/Scanpix

Vores fugtige vejr giver mange problemer med kronisk forkølelse, men en operation kan måske afhjælpe problemet. Foto: Iris/Scanpix

DANMARK:Ifølge overlæge, speciallæge i øre-næse-halskirurgi, Claudia Becker fra Aleris-Hamlet Hospitaler har mange glæde af en simpel operation, som kan kurere tilstanden.

- Der er mange danskere, der går rundt med kronisk helårssnue, og der er desværre alt for få af dem, der kender til muligheden for at slippe af med lidelsen gennem en ukompliceret operation, fortæller hun i en pressemeddelelse.

Ifølge lægen rammer den kroniske forkølelse primært danskere i alderen 35-55 år, men alle voksne er i risikogruppen. Når det bliver en permanent lidelse, skyldes det, at bihulerne ikke fungerer optimalt.

- Slimhinderne kan ikke komme af med slimen på grund af forsnævringer, og derfor opstår en betændelsestilstand. Det irriterer slimhinderne, og lugtesansen kan forsvinde. Derudover kan sygdommen også give en ubehagelig hovedpine, dårlig balanceevne, dårlig nattesøvn og generelt ubehag, fortæller Claudia Becker.

Næsespray først

Operationen af bihulerne åbner op, så betændelse og slim kan passere uhindret igen. Bihulerne renses og får luft igen, og det kan hjælpe til, at slimhinderne atter bliver velfungerende.

Inden en eventuel operation vil patienten ifølge Claudia Becker have gennemgået en antibiotika- eller næsespraykur, da det kan afhjælpe problemerne for mange.

- Det er vigtigt, at man konsulterer en læge og får den rigtige næsespray på recept, da de ikke-receptpligtige er uhensigtsmæssige at bruge til behandlingen, anbefaler Claudia Becker.

Sygdommen er et udbredt fænomen på vores breddegrader, da det fugtige vejr giver ideelle betingelser for forkølelsestilstanden.

/BLM/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.