Bliv voksen, men gør det langsomt

Hvad er mere magisk end at være så langt inde i en leg, at man tror på det eventyr, man selv er midt i at skabe? Den magi lever for fuld styrke i filmen om Peter Pans skaber, dramatikeren og forfatteren J. M. Barrie, og om, hvordan han skabte sin berømte eventyrskikkelse, den flyvende, evigtunge, dreng i grønt i århundredskiftets London. Og Johnny Depp giver ham stærkt og bevægende liv på lærredet. For J. M. Barrie handlede det ikke bare om evig ungdom - det handlede om evig barndom. Han ville ikke være voksen, han længtes brændende tilbage til den uskyldige, eventyrlige tid, da alt var frisk og alt var muligt. Den trang har lagt navn til den psykologiske term "Peter Pan syndromet", en diagnose for netop uviljen, hos mænd, mod at blive voksne. I vor tid er det oven i købet behæftet med den langt alvorligere nuance af mulig pædofili. J. M. Barrie er hovedpersonen i "Finding Neverland", men det er ikke "den virkelige historie" - det er stadig en fantasi, en leg med tanken om, hvordan det berømte eventyr kan være blevet til. Filmen bygger på et teaterstykke, "The man who was Peter Pan", men tidsbilledet og persongalleriet er så autentisk, som det er muligt at genskabe det i forhold til virkelighedens Barrie. Og det er ikke så lidt. Barrie er fast tilknyttet et teater, der er lige så afhængigt af hans stykker, som han er af teatrets løn. Han regnes for genial, og han har mange succeser bag sig - men samtidig keder han sig grumt, både med de småborgerlige teatertraditioner og i sit stivnede, barnløse ægteskab. Så en dag på en spadseretur i parken møder han fire drenge, brødre og faderløse, men med en smuk, kærlig mor (Kate Winslet), der tager sig af dem. Det udvikler sig meget hurtigt til et venskab mellem ham og drengene, han bliver Onkel James og han fylder både sit og deres liv med leg og fantasi. Naturligt nok bekymrer forholdet både hans kone og drengenes familie og efterhånden det meste af London. Det er et normbrud, og mistankerne er mangehånde. Men hverken han eller drengenes mor vil høre - alt er rent og platonisk for dem - så legen fortsætter, gennem stadig mere alvorlige forløb. For drengene er ikke færdige med at sørge over deres far, og deres mor er også syg. Ud af det hele, inspireret af både fantasien og legene og sorgerne og ensomheden, skaber Barrie så sit livs mesterværk, teaterstykket om "Peter Pan and the Lost Boys from Neverland". Det bliver til en genial og nytænkende teateropsætning, og det bliver også enden på ethvert materielt problem for hans eget vedkommende resten af livet - hvilket er længe: Han skrev det i 1904, og han døde først i 1937, 77 år gammel. Men alt det taler filmen ikke om - den tager premieren med i sin lange flyvetur - og lander så, kort efter, i den virkelige verden igen, hvor tryllestøvet er sluppet op. Det er en meget fin historie og en dejligt fortalt film, der bruger al teknikken, som filmen har, til at skabe miljøet, mens den til gengæld kun yderst behersket benytter sig af filmmagi til at skabe den magi, Barrie skabte i 1904. Her er det snarere teatrets virkemidler som de var dengang - og så den magi, der opstår mellem filmens mennesker. Det er en varm historie med et smukt budskab om kærlighed og troskab, og den har forbløffende stor tillid til, at det gode findes, når bare man tror på det - noget filmens samtid ellers så rigeligt kunne afkræfte. Men den driver sin egen sandhed hjem - for det gode findes hele tiden på trods af sorg og lidelse, kærligheden kæmper sig hele tiden over forhindringerne. Og ude i fremtiden venter ingen løfter om andet end ensomhed og nye sorger, medmindre man vil tro på eventyret. "Finding Neverland" USA/England 2005 Instruktør: Marc Forster En time, 48 minutter. Till. f. alle. Danmarkspremiere