Bliver der krig?

I de sidste uger har medier, klasseværelser og spisestuer summet af tanker om, hvorfor nogle tegninger af profeten Muhammed bragt i en dansk avis har sat verden på den anden ende. Har forrykket en sårbar balance mellem nationer og verdensdele. Vi voksne kan umiddelbart ikke finde hverken hoved eller hale på problemstillingerne. Står med håret i postkassen og ser forundret og skrækslagne til, mens vrede muslimer brænder Dannebrog af og råber skældsord mod Danmark. Vi har ingen tidligere erfaringer at trække på og oplever ikke rigtig nogen andel, i det der sker. Det forekommer så helt igennem uvirkeligt. Der er svært for voksne at fatte og forholde sig til, men selvsagt endnu sværere for børn. Fordi børnene før de aflæser verdenen aflæser de voksne. Og fordi børn opfatter billeder i TV som den rene og skære sandhed. De har jo selv set det. Hvor meget skal børn vide? Børn har krav på informationer. Krav på at få kendskab til, hvad der rører sig i verden. Men dette skal ske i børnehøjde. Det betyder, at børn under skolealderen måske skal holdes helt væk fra Tv-avis eller reportager fra de berørte områder i verden. Billedmediet er meget stærkt og børn skelner ikke rigtig mellem billeder af virkelighed et sted og virkelighed et andet sted. De har ingen fornemmelse af, hvor langt væk eller tæt på Mellemøsten er. De har knap nok en fornemmelse af, at Danmark består af mere end den landsdel, de nu selv bor i. Vores børn har alle på et tidspunkt spurgt om København er en del af Danmark eller hva? Så informationer må filtreres gennem den voksne og fortælles så konkret som overhovedet muligt. Også formuleringer som, at gode kræfter og kloge voksne i hele verden forsøger at løse konflikterne, kan berolige barnet. Det virker også beroligende at beskrive hændelsesforløbet konkret og uden for mange detaljer. Større børn kan have gavn af at se Tv-avis eller læse avisartikler om emnet SAMMEN med mor eller far. Så kan man snakke med barnet undervejs og især bagefter. Lytte til barnets spørgsmål og udlægninger af, hvad de sammen netop har set. Mange mærkværdige konstruktioner dukker op, som sigter mod at gøre barnet trygt. Hvis konstruktionerne ikke indebærer hadske vendinger mod andre nationaliteter eller religioner, kan der være god fornuft i at støtte barnets egne bestræbelser på at skabe orden i kaos. Børn har ofte løsningsforslag, der virker rabiate og frygtindgydende. Fx at nogen skal slås ihjel, fyres, straffes. Disse voldsomme udsagn er udtryk for angst og hører til i skuffen med nemme løsninger. Selv store børn, der ellers har lært at nuancere og se sager fra forskellige vinkler, kan nemt fremsætte den slags provokerende forslag. Det er vigtigt for barnets fremtidige måde at takle frygt på, at de voksne stiller op til en gennemhulning af argumenterne. Vi lever i et demokrati i Danmark og har ikke dødsstraf. Hvis nogen skal straffes, sker det gennem vores domstole. Og hvis nogen skal fyres, sker det gennem virksomhedsledelser. Og ikke ved folkedomstole. Påfør ikke barnet dine tanker Slet ikke alle børn ønsker at vide noget om de konflikter, Danmark i dag står midt i. Hovedreglen er, at børnene bestemmer farten. Lad børnenes spørgsmål til dig være din rettesnor. De professionelle lærere og pædagoger forstår at spørge til børns opfattelse af verden uden at påtvinge dem egne verdensbilleder. De forstår at stille spørgsmål i børnehøjde. Fx hvad bliver du bange for? Hvad siger dine venner? Hvad siger din familie? Hvad siger de i skolegården? Hvad tænker og føler du når du ser Dannebrog blive brændt af? Det betyder, at de voksnes egen frygt ikke læsses over på børnene eller, at de voksnes politiske holdninger påtvinges børnene. Man kan være optændt af en retfærdig harme over den måde Danmark hetzes på og i malmstrømmen af disse følelser udpege fx de danske imamer til hovedfjender. Til skurke. Man kan selv glemme at nuancere og se konflikten fra mange vinkler. Det ser dog ud til, at konflikten har i det mindste en god sidegevinst. Nemlig at mange børn og voksne har opdaget, at der er grænser for, hvor dårligt man kan behandle andres religioner uden, at det koster penge og respekt. Hvad skal man svare? Det har været ulideligt let at være voksen i vores generation. Når det gælder et enkelt punkt. Nemlig at forsikre om, at Danmark ikke kommer i krig, som det skete i midten af sidste århundrede. Dette fik et grundstød, da Danmark involverede sig i krigen i Irak, javist. Den altoverskyggende negative konsekvens af Muhammed tegningerne er, at forældre i dag ikke med 100 % overbevisning i stemmen kan forsikre store og små børn om, at Danmark ikke kommer i krig i deres levetid. Hvordan skal man kunne det? Reaktionerne på tegningerne kom fuldstændigt bag på de ansvarlige, der må have troet, at vi stadig er et lilleputland i egen ret og ikke en global landsby. Ingen i medieverdenen henvender sig kun til danske læsere i dag. Og hvis nogen havde håbet at fiske i de rørte fremmehadske farvande herhjemme, må man sige, at de har fået os andre til at lære en lektie. En dyr lektie. Og en lektie der ingen ende synes at tage. Trods det er det vigtig ikke at lade frygten styre vores fremstilling af verden som et grundlæggende trygt, rart, morsomt, spændende og socialt sted at være over for vores børn. Og det er præcist de voksnes opgave over for børnene. At fjerne frygten for den voldelige verden og gøre den til en spændende udfordring for det enkelte barn. At gøre den til noget der skal erobres. Og ikke til en skyttegrav. Tanja Miller & Teddy Petersen