Bliver du også narret af falske Facebook-konkurrencer?

Sider udgiver sig for at være konkurrencer, men ofte viser præmien sig at være dyre medlemskaber

Mette Siggaard
Arkivfoto
Hele landet 29. september 2015 18:50

HELE LANDET: Et krydstogt, en rejse til Grækenland eller den nyeste model i mobiltelefon. På Facebook popper der ofte konkurrencer op, hvor man kan vinde dyre gaver.

Men mange af konkurrencerne er direkte fusk, hvor virksomheder forsøger at franarre Facebooks brugere penge og personlige oplysninger som navn, fødselsdato, e-mail og telefonnummer, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Konkurrencerne har lokkende navne som Dit Gavekort og Vind din drømmerejse, og siderne har ofte flere tusinde følgere. For at deltage i konkurrencerne skal brugere ofte dele og ”like” et opslag. Og ofte skal man klikke på et link for at deltage. Her bliver man ledt til forskellige sider, som f.eks. telemarketingvirksomhederne Orville Media eller Larsen-medier står bag.

Men når man endelig har afgivet alle sine oplysninger og vil deltage i konkurrencen om drømmerejsen eller iPad’en, så koster det pludselig penge.

Medlemskab

Et eksempel er en konkurrence om en iPad Mini, hvor man skal synes godt om og ”like” et opslag. Fra konkurrencen på Facebook ledes man til en side, hvor man pludselig skal købe iPaden for 35 kroner. Samtidig tilmeldes man et medlemskab, som koster knap 400 kroner om måneden, og som bliver fornyet automatisk. Det er dog ikke til at blive klog på, hvad medlemskabet er til.

Forbrugerombudsmanden er opmærksom på problemet med de falske konkurrencer.

- Det er en problemstilling, vi kender til. Inden for de seneste 14 dage har vi fået fem henvendelser om de falske konkurrencer på Facebook. De klager er vi nu ved at undersøge, siger fuldmægtig ved Forbrugerombudsmanden, Mette Maaløe, til Jyllands-Posten.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...