Bliver vold og trusler afvist?

VENSTREFLØJ:Midt i væmmelsen og sorgen over massakren i Oslo og på Utøya kan man i det mindste glæde sig over, at udåden fordømmes ubetinget af samtlige danske politikere og meningsdannere. Hvis rød blok i fremtiden vil afvise vold og trusler, som udgår fra hjemlige autonome og muslimske miljøer lige så uforbeholdent, vil meget været vundet. Desuden er det betryggende, at den norske massemorder nød så ringe forståelse for sine hensigter blandt familie, venner og omgangskreds på nettet, at han var tvunget til at arbejde alene. Hvis miljøet omkring herboende islamister fremover vil udvise samme ringe forståelse for terror, vil det effektivt forhindre dannelsen af muslimske terrornetværk i Danmark.