Blix: Jeg blev svinet til af USA

EMNER 12. juni 2003 08:00

LONDON: Chefen for FN's våbeninspektører, Hans Blix, siger, at han har været udsat for en smædekampagne fra folk i den amerikanske regering, fordi de ikke brød sig om en uafhængig undersøgelse af, om Irak rådede over masseødelæggelsesvåben. Tidligere oplysninger i den amerikanske presse tyder på, at Blix' anklager ikke er grebet ud af den blå luft. I et interview i den britiske avis The Guardian onsdag træder Blix ud af sin sædvanlige diplomatiske rolle - få uger før han formelt træder tilbage som chef for våbeninspektørerne (UNMOVIC). Uden omsvøb betegner Blix folk i den amerikanske regering, som han mener har modarbejdet ham og våbeninspektørernes arbejde, som "møghunde". Skytset er navnlig rettet mod høgene i det amerikanske forsvarsministerium. - Der er møghunde, som spreder rygter og - selvfølgelig - har plantet grimme historier i medierne. Men det har ikke bekymret mig. Det var ligesom et myggestik om aftenen, der irriterer én om morgenen, siger den snart 75-årige svenske diplomat, der aldrig har været Bush-regeringens kop te. Saddam Husseins regime i Irak kritiserer han også for at have sat historier i omløb om, at han er homoseksuel, og at han før Irak-krigen hveranden uge var i Washington for at modtage ordrer fra den amerikanske regering. Blix har på det seneste flere gange kritiseret forløbet forud for Irak-krigen og udtrykt skuffelse over, at hans inspektører ikke fik fyldestgørende efterretninger fra USA og Storbritannien, da de ledte efter masseødelæggelsesvåben i Irak. Han har så sent som i sidste uge i FN's Sikkerhedsråd stillet et stort spørgsmålstegn ved, om Irak overhovedet havde de masseødelæggelsesvåben, som var briternes og amerikanernes begrundelse for at angribe. Til Guardian siger han, at UNMOVIC i sidste fase før Irak-krigen kom under pres fra den amerikanske regering, der ville have våbeninspektørerne til at præsentere langt mere belastende materiale om Irak. Og det stod klart for ham, at dele af regeringen i Washington opfattede FN som en "fremmed magt", som de gerne så forsvinde i New Yorks East River. Det har tidligere været fremme, at navnlig det amerikanske forsvarsministerium gerne så Blix elimineret. I april sidste år skrev avisen The Washington Post, at viceforsvarsminister Paul Wolfowitz - en af de mest indflydelsesrige i Bush-regeringen, når det gælder den nye amerikanske sikkerhedsdoktrin - havde sat efterretningstjenesten CIA til at finde belastende oplysninger om Blix, tydeligvis med den hensigt, at USA skulle få lettere ved at indlede et angreb på Irak. CIA skulle blandt andet grave sager frem om Blix fra hans tidligere virke som chef for FN's Atomenergiagentur (IAEA) CIA svarede i januar sidste år tilbage til Wolfowitz, at Blix havde gennemført IAEA-inspektioner i Irak tidligere i 1990'erne "fuldstændig inden for de parametre, han kunne operere under". Det fik Wolfowitz til at miste besindelsen, fortalte en tidligere embedsmand i udenrigsministeriet. "Han røg op under loftet", fordi det hverken belastede Blix i hans tidligere job som chef for IAEA (1981 til 1997) og efterfølgende som leder af UNMOVIC. Blix erkender over for The Guardian onsdag, at han er "nervøs" ved den nuværende amerikanske regering, som har gjort ideen om forebyggende angreb på fjender til en hjørnesten i amerikansk sikkerhedspolitik. Og FN er truet. - Der er folk i denne regering, som siger, at de er ligeglade med, om FN synker ned i East River, og andre grimme ting. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...