Blod på bordet

Den ene kvinde faldt for en psykopat, der var ved at slå hende og familien ihjel. Det blev hans egen død. Den anden levede i 13 år sammen med en mand, der udøvede psykisk terror. I dag arbejder de begge for at forbedre forholdene for kvinder, der udsættes

Han var manden i hendes liv. Troede hun. Flot fyr. Charmerende, veltalende, velhavende. Forretningsmand. Det var næsten for godt til at være sandt. Det viste sig da også at være løgn. En stor fed løgn, for inden i den interessante mand boede en anden mand. En meget farlig mand, en psykopat. Og sådan en er ikke rar at hænge på og slet ikke at være tiltrukket af. Psykopater giver nemlig ikke så let op. De manipulerer og manipulerer, og når det går op for dem, at de er blevet gennemskuet; at de ikke har flere kort i ærmet, kan de blive særdeles farlige. Livsfarlige. 48-årige Kirsten Nees Larsen har været i nærkontakt med en psykopat. I fem år boede hun og hendes to sønner fra et tidligere ægteskab sammen med en ekstremt farlig mand. Han terroriserede hende, forfulgte hende, når hun flyttede fra ham, bankede hende, så hun var ved at dø af det. Med jævne mellemrum søgte hun ly på krisecentre, men her brød han ind. Efter fem års helvede tog hun navneforandring og flyttede med sine drenge til den anden ende af landet. En tid var der ro, men pludselig en dag spøgte Frank igen, og en aften brød han ind i lejligheden: - Det var ham eller os, siger Kirsten Nees Larsen. Det blev ham. Kirsten Nees Larsens dengang 18-årige søn forsvarede sin mor, og stak en kniv i hjertet på den mand, der i årevis havde forpestet familiens tilværelse. Han var død på stedet. Da meddelelsen nåede betjentene på politistationen i Esbjerg, hvor familien havde boet, hejste de flaget, fortæller hun. Også de havde været i nærkontakt med Frank utallige gange. - Politiet var skrækslagne. Frank var kæmpestor og bomstærk. Der skulle mindst fire betjente til at holde ham. De vidste godt, at vi var i livsfare, og jeg er overbevist om, at de åndede lettet op, da de fik at vide, at han var død. Drengen blev frikendt for drab. Spidsrod i systemet Kirsten Nees Larsen, der atter bor i Esbjerg - byen som hun i sin tid flygtede fra - var for tre år siden med til at etablere Danmarks første netværkgruppe for kvinder, der er udsat for fysisk og psykisk vold i hjemmet, og det er blandt andet erfaringer herfra, man vil trække på i det nye landsdækkende Netværk for kvinder udsat for psykisk og fysik vold i hjemmet. Kirsten Nees Larsen har været mærket af de mange år med livstruende vold, og for fire år siden fik hun tilkendt invalidepension på grund fysiske skader, men passiv er hun ikke blevet. Hun hjælper kvinder i den lokale netværksgruppe i Esbjerg, og hun er med til at udvikle indsatsen mod vold, så hjælpen bliver mere helhedsorienteret og dermed mere effektiv. For et år siden udgav hun bogen "Du ka' sagtens", hvor hun fortæller sin livshistorie og om, hvordan hun trods alt kom videre efter de traumatiske år i et voldeligt forhold. Bogen har hun skrevet som en opmuntring til andre kvinder i samme situation og en ny er på vej. For øjeblikket er Kirsten Nees Larsen i gang med at tage en uddannelse som terapeut med henblik på at komme i arbejde igen og hjælpe andre voldsramte kvinder. - I de år, jeg var udsat for vold og i årene efter, løb jeg spidsrod i systemet. Jeg skreg på hjælp, men fik den ikke. På politistationen fik jeg at vide, at der skulle blod på bordet. Der var hverken viden eller vilje til at hjælpe os, og det er blandt andet derfor, så mange kvinder vender tilbage til deres bøddel. Sov med våben Kirsten Nees Larsen mener, at det er psykologisk betinget, at visse kvinder accepterer at leve i et destruktivt forhold: - Det er en sygdom, der kan sammenlignes med alkoholisme. Alkoholikeren ved godt, at det er farligt at drikke, men gør det alligevel. Fra min barndom var jeg vant til at leve i en familie, der ikke fungerede. Jeg led meget, og påtog mig et alt for stort ansvar. Det fortsatte, da jeg valgte at leve sammen med Frank. Jeg var blevet afhængig af at leve i et destruktivt forhold - eller jeg troede, at det ikke kunne være anderledes. Jeg var fastholdt i en offerrolle, og det er typisk for os, der lever eller har levet i voldelige forhold. Man bliver nødt til at forstå de mekanismer, men det er der ikke mange, der gør, og derfor famler man i blinde, når man forsøger at hjælpe. Kirsten Nees Larsen har på sin lange odyssé som voldsramt også oplevet, hvordan der er blevet set ned på hende: - Jeg er blevet ydmyget mange gange. Det kan ske hvor som helst. I familien, blandt vennerne, på politistationen - sågar på krisecentre. Der er en tendens til at træde på kvinder, der lever i et voldeligt ægteskab. Nogen mener, at vi selv er ude om det, men så enkelt er det desværre ikke. Der er mange grunde til, at det er svært at løsrive sig fra en voldelig ægtemand - blandt andet den, at han ofte bliver langt farligere, hvis man forlader ham. Man lever i en evig angst for, hvornår han slår til. Vi sov med våben under hovedpuden, for vi vidste, at Frank kunne bryde ind når som helst, og det viste sig at holde stik. Hvis ikke min søn havde slået ham ihjel, havde han slået os alle tre ihjel. Det er jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Selvtilliden nedbrydes I den lille by Hammelev mellem Vojens og Haderslev bor den 47-årige Kirsten Bertelsen. Hun har et godt liv. Arbejder med aktivering af ledige og bor sammen med en mand, der ikke kunne drømme om at gøre hende ondt. Men sådan har det ikke altid været. I 13 år var hun gift med en mand, der udøvede psykisk terror mod hende. - Han forsøgte at destruere mig mentalt ved at kritisere mig. Alt var galt. Jeg var dum, jeg var uduelig, og jeg så forfærdelig ud. I perioder haglede kritikken ned over mig fra morgen til aften. I dag fatter jeg ikke, at jeg fandt mig i det, men der sker det, at man langsomt får nedbrudt sin selvtillid og bliver handlingslammet, fortæller Kirsten Bertelsen. Hun er opdraget til, at hvis man siger A, må man også sige B - som hun udtrykker det. Hun havde været igennem én skilsmisse, og at skulle igennem en til ville være et stort nederlag, fortæller hun. Samtidig var hun mor til tre børn - et barn fra det første ægteskab og to børn som hun og hendes mand havde adopteret fra Ungarn. - Jeg ønskede ikke, at børnene skulle igennem en skilsmisse, selvom jeg jo godt i dag kan se, at det havde været bedst for alle. I stedet fyldte jeg mine dage med en masse aktiviteter. Jeg havde fuldtidsarbejde som plejehjemsassistent, jeg tog mig af børnene og passede hjemmet. Jeg tror, jeg flygtede fra min eksmands terror ved at være i sving hele tiden. Kirsten Bertelsen fortæller, at den psykiske terror kom i perioder. I flere måneder kunne han være rar og venlig, men så pludselig ændrede han karakter: - Det kom som lyn fra en klar himmel, og jeg vidste aldrig hvornår og hvorfor. Så begyndte han at køre på mig, og jeg blev bange. Børnene kunne jo ikke undgå at mærke den dårlige stemning. Det var slemt. Overskud til at hjælpe Efter 13 år fik Kirsten Bertelsen taget sig sammen til at søge skilsmisse. Det var i 1999. Hun og børnene flyttede, men problemerne flyttede med. Hun gik rundt i konstant frygt for, hvornår hendes mand næste gang ville slå til: - Han holdt udenfor vores hus og lyste ind på vinduerne hver aften i fem uger. Han kørte også ræs ind foran min bil og blokerede for min kørsel. Det var livsfarligt. Efter et stykke tid gik hun til politiet, men her fik hun at vide, at hun bare skulle gå hjem og drikke en kop kaffe med ham; så gik det hele nok i orden. - Det var utroligt krænkende, og jeg forstår stadigvæk ikke, hvordan man kunne behandle mig på den måde. Der var ingen hjælp at hente, jeg følte stor afmagt. Men Kirsten Bertelsen var ikke sådan at slå af pinden. Hun hyrede en advokat, og der blev lagt sag an mod manden. Han fik tilhold mod at opsøge hende eller på anden måde forulempe hende. Hun har også fået tilkendt forældremyndigheden over børnene. Efterhånden har hun fået samling på sig selv, og ved siden af det faste job har hun taget en uddannelse som gestaltterapeut. Kirsten Bertelsen har meldt sig til det nystartede Netværk for kvinder udsat for psykisk og fysik vold i hjemmet. - Det er beskæmmende, hvordan vi behandler voldsramte kvinder, og jeg vil meget gerne være med til at ændre forholdene og give dem nogle bedre tilbud. Det har jeg overskud til i dag.