Blod, sved og tårer

Hvis jeg går ind i en forretning for at få den bedste computer, ved jeg, at jeg skal betale for den. Man får nemlig ingenting for ingenting her i verden.

Af og til tror mennesker imidlertid, de kan få ting uden at give noget igen. Tag nu bankkrisen og den økonomiske nedtur. Den startede med grådighed. Bankfolk verden over troede, man kunne investere i usikre ting for at tjene flere penge. Det blev vildere og vildere indtil det brød sammen. Trist nok ramte krisen de forkerte. Jeg har ikke så ondt af de kendte folk – skuespillere og lignende – der mistede mange millioner kroner. De havde investeret og spekuleret for at rage til sig. Forventer man 15-20 pct. afkast i en tid, hvor renten er 4, må man vide, at man har købt en finansiel lottokupon. Det er et valg. Så er det urimeligt at klynke offentligt bagefter. Noget helt andet er de uskyldige mennesker, der som følge af spekulationen bliver arbejdsløse – eller de ældre mennesker, der har slidt et helt liv for at spare lidt op, der kan forsøde alderdommen. Pludselig er pengene væk, fordi en bank krakker eller en aktie mister værdien. Det er synd for dem. De har jo ikke gjort noget forkert – men de bliver ofret på et økonomisk alter, fordi nogle troede man kunne få en gevinst uden at yde noget. I den kommende tid er det eneste politikere kan love: ”Blod, sved og tårer!”, for nu at citere Churchill. Offentlige ydelser er ligesom alt andet en ”vare”. Man får det, man betaler for. Nu har det i en periode været således, at et flertal her i Danmark ikke ønskede at betale for varen. Derfor forærede statsministeren penge væk gennem skattelettelser. Det gav færre penge i den offentlige økonomi. Det beløb, ”man gik i byen med” for at købe den ”offentlige vare” blev mindre. Desværre troede nogle mennesker, at de kunne sætte skatten ned og yde mindre til det offentlige – for så alligevel at få den sædvanlige vare – ja, måske endda én med endnu større kvalitet og endnu flere muligheder. Sådan ser verden imidlertid ikke ud. Her adskiller det offentlige sig ikke fra eksemplet i starten på denne ”kant”. Vil jeg ikke betale prisen, kan jeg ikke få computeren med mest kraft og flest muligheder. Det samme med den offentlige sektor. Hvis man tror, man ikke bliver ramt af denne proces, må man tro om igen. Staten har nemlig ”eksporteret” en del af pengemanglen til kommunerne. De kommende måneder skal der lægges budgetter og rammer for de kommende år. Fordi man ikke ”vil betale til varen”, vil vi landet over, komme til at se skolelukninger, flere børn i klasser og daginstitutioner. Vi vil se færre muligheder i hjemmehjælpen. Hullerne i veje efter sneen vil blive ordnet mindre kvalitetsmæssigt. Køen for servicen på rådhusene og sagsbehandlingstiderne vil blive lidt længere, fordi man også skærer ned i administrationen. Det kan blive nødvendigt at stoppe opgaver, som borgerne forventer som en selvfølgelighed, men som må vige for kommunens kerneområder. Man kan blive ved. Der vil blive et ramaskrig, når denne virkelighed går op for befolkningen. Men må holde fast i princippet: Hvis man ikke vil betale for en vare, kan man ikke købe den. Et flertal har altså ikke ville betale for den offentlige ydelse, man altid har set som naturlig. Nu kommer konsekvenserne. Naturligvis må man gøre alt for, at vort samfund stadig har et menneskeligt ansigt. Det må aldrig blive de mest udsatte, de der har brug for mest hjælp, der skal betale prisen. Det er også nødvendigt at fastholde nogle områder, der kan bringe det offentlige videre. At spare steder, der eksempelvis vil ramme turisme, erhvervsudvikling og muligheden for at bevare borgerne i Nordjylland, vil være tåbeligt. At undgå besparelser, der kommer tilbage som udgifter andre steder må også være målet. Hvad hjælper det at spare en institution, hvis de pågældende beboere så bliver indlagte på et sygehus? Men det bliver ”blod, sved og tårer”! Der er simpelthen en konsekvens af ikke at ønske at betale. Desværre er det jo ikke altid de, der fik skattelettelserne, der bliver ramte af indskrænkningerne. Det rammer også andre. Det er unfair. For disse mennesker er lige så uskyldige som de, der bare satte penge i banken og så blev ramte af urimelige bankeventyr. Men det er vigtigt at gøre op med den gamle fornemmelse af, at det offentlige bare er der. Dem behøver vi ikke tage os af. Lige meget hvor lidt penge, vi giver dem – og hvor dårligt, vi behandler dem, så er de der. Den tankegang holder ikke. Når man nu rundt om i Danmark i de kommende måneder brokker sig over det, man nu ikke kan få eller gøre, så tænk lige på, hvad man egentlig stemte sidst. Mange er uskyldige. Men nogle må vist erkende, at man selv har banet vejen for nedgangen. De kan jo nu tænke over, om det var så klogt, når deres barns skole lukkes eller deres gamle forældre er i en længere kø til ældreboligen. Så må det vel gå op for dem, at man ikke kan få en vare, hvis man holder pungen lukket. Peter Duetoft bor i Sindal. Historiker. Folketingsmedlem (CD) 1988-2001, valgt i Nordjylland. Landsformand (CD) i 1978-87 og igen fra 2004, nu medlem af Socialdemokraterne. Konsulent, bl.a. ved FN- og EU-demokratiprojekter i udlandet. Boganmelder for NORDJYSKE Stiftstidende.