Blodbad i Bagdad

BAGDAD:Den irakiske hovedstad var i går skueplads for de værste blodsudgydelser siden krigens afslutning, da en bilbombe eksploderede uden for Jordans ambassade i Bagdad. Sent på eftermiddagen lød dødstallet på 11, mens 65 mennesker blev såret. Samtidig var der rapporter om, at endnu et af de næsten daglige overfald på amerikanske soldater også havde kostet liv i millionbyen. En tilfældig iraker blev dræbt, da det kom til skyderi, efter at et amerikansk patruljekøretøj blev ramt af det, som en militærtalsmand kaldte en hjemmelavet bombe. Attentatet på amerikanerne kom, efter at to amerikanske soldater blev dræbt under en skudveksling med militante irakere i Bagdad sent onsdag. Det var en lastbil pakket med sprængstof, der eksploderede ved Jordans Bagdad-ambassade. Ingen gruppe havde endnu i går taget skylden for attentatet. En irakisk politimand sagde, at fem politifolk, der bevogtede ambassaden, er blandt de dræbte. Efter eksplosionen invaderede snesevis af irakere ambassaden og rev portrætter af Jordans kong Abdullah i stykker, mens en regeringstalsmand i Jordans hovedstad, Amman, talte om "en kujonagtig terrorhandling". Bomben eksploderede en uge efter, at Jordan gav asyl til to af den styrtede irakiske diktator, Saddam Husseins døtre, nemlig Raghd og Rana, og det har udløst vrede blandt mange irakere. Samtidig er irakere, der støtter det gamle styre, eller som bliver mere og mere vrede på USA's fortsatte besættelse af Irak, stærkt utilfredse med, at Jordan samarbejdede med USA under krigen i marts og april. Desuden har militante islamister en række udeståender med Jordans sikkerhedstjeneste, som har hjulpet vestlige efterretningstjenester samt den saudiarabiske i jagten på Osama bin Laden og medlemmer af hans al Qaeda-netværk. Generalløjtnant Ricardo Sanchez, de amerikanske styrkers øverstkommanderende i Irak, sagde, at hvad tab angår er attentatet det værste angreb på ikke-militære mål siden afslutningen på krigen. - Det viser, at vi har at gøre med professionelle terrorister, der opererer i dette land, og at vi stadig er i en kampzone, sagde han. Dele af Bagdad lignede i går også netop det, en kampzone. Sent onsdag blev to amerikanske soldater dræbt ved en skudkamp i al-Rashid-distriktet, mens en tredje soldat samt en irakisk tolk blev såret. Og få timer efter bombeattentatet var det den travle forretningsgade Karrada, der blev forvandlet til en kampzone, da en amerikansk Humvee blev stukket i brand af den hjemmelavede bombe. Der brød en regulær skudkamp ud, hvor soldater brugte biler som skjul, mens militante irakere skød løs fra nærliggende bygninger, og almindelige irakere måtte løbe for livet. En tilfældig iraker blev så ramt af en kugle og døde. En amerikansk helikopter blev hidkaldt for at samle sårede op, men den kunne ikke lande på grund af det intense skyderi. 55 amerikanske soldater er nu blevet dræbt under angreb i Irak, siden USA's præsident, George Bush, den1. maj erklærede større krigshandlinger for slut. I et forsøg på at hindre de mange angreb forsøger amerikanerne nu en ny taktik, sagde generalløjtnant Sanchez i et interview med The New York Times i går. Han sagde, at amerikanerne vil fare mere lempeligt frem, mindre aggressivt, når de jagter oprørere eller elementer fra det styrtede regime. Han sagde, at mere og mere tyder på, at "jernnæve"-taktikken begynder at vække irakernes vrede. Bl.a. har der været problemer med at parre den hårde fremfærd med respekt for irakisk kultur og levevis, der indeholder en stor del ære og respekt. Ifølge generalen vil amerikanerne nu overveje at trække sig ud irakiske byer, der er rolige, hvorefter irakisk politi skal overtage opgaverne. /ritzau/Reuters