Blodet flød under mænds dyst om kvinde

Samfundstjeneste til den forsmåede kæreste

Vold 23. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Når tre midaldrende mænd kappes om den samme kvindes gunst, så er risikoen for, at situationen glider ud af kontrol, stor. Og det var, ifølge den 46-årige tiltalte i en voldssag i retten i Frederikshavn, præcis det, der skete den 12. marts om aftenen. Det endte med et voldeligt opgør, og alle tre mænd måtte trække sig fra valpladsen med buler, sår eller sæbeøjne. Også kvinden i centrum af begivenhederne kom til skade. Den tiltalte var kvindens kæreste gennem to år. Han er sømand og væk fra hjemmet en måned af gangen. Da han kom hjem i marts, var kæresten flyttet over til sine forældre. Han var stadig forelsket i hende, og de kom fortsat stadig sammen. Han forklarede i retten, at to husvenner begge havde lagt an på hende. 12. marts opholdt hun sig hos den ene af dem. Vred og noget beruset opsøgte den 46-årige sin kæreste og husvennen i dennes hjem for at snakke. - Jeg tog derhen for at få hende ud af mit liv, forklarede den 46-årige. Stor tumult Husvennen stod udenfor, da den 46-årige ankom, og spærrede for entrédøren. Det endte i håndgemæng, og den 46-årige kom alligevel ind i huset, hvor kæresten opholdt sig. Han væltede møbler, og ifølge politirapporten blev huset raseret. Den 46-åriige betegnede det som overdrevet, men erkendte, at han væltede en kommode. Under tumulten fik hans kæreste et sår i ansigtet, men det skyldtes ifølge den 46-årige, at hun blev ramt af en træsplint, da et af møblerne gik i stykker. Hun ringede efter hjælp. Den første, der ankom, var husven nummer to. Den 46-årige tiltalte forklarede, at han havde et anstrengt forhold til ham, fordi han også havde lagt an på kæresten. Den sidst ankomne husven forklarede som vidne, at han forsøgte at dæmpe gemytterne og forhindre den 46-årige i komme hen til den skræmte kvinde. Men den ophidsede 46-årige tildelte i stedet vidnet op mod 20 knytnæveslag. Vidnet pådrog sig et blåt øje, et sår i tindingen, buler, et misfarvet øre og var bagefter oversmurt med blod. Den 46-årige hævdede, at han udelukkende havde slået i nødværge. Han havde sprællet for at komme fri, fordi han var blevet omklamret bagfra, og havde herunder ramt sin sin rival. De faldt begge, og den 46-årige forklarede, at han slog hovedet mod fliserne, så han pådrog sig sår i ansigtet. Han lider stadig af hovedpine og syngen for det ene øre. Retten fandt ham skyldig i vold og idømte ham en betinget straf med vilkår om 40 timers samfundstjeneste.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...