Blodig morgen i Bagdad

BAGDAD:14 mennesker blev dræbt, da en bilbombe eksploderede i går morges i det nordlige Bagdad. Bomben blev bragt til sprængning i det sunnimuslimske boligområde Aadhamiya, hvor stemningen længe har været anspændt. Det stod ikke umiddelbart klart, hvilket mål bilbomben var rettet mod. Tidligere på morgenen dræbte bevæbnede mænd 11 irakiske politifolk og sårede seks andre, da de stormede en politistation i det sydlige Bagdad, fortalte overlevende fra angrebet. De overlevende tilføjede, at angriberne også havde løsladt 51 fanger, som sad fængslet på Seydiya politistationen. Næsten samtidig citerede det franske nyhedsbureau lokale beboere for at sige, at en politistation i Bagdads vestlige al-Amel distrikt var blevet angrebet tidligt i går og at der var adskillige sårede, men det var uklart om de refererede til det samme angreb. /ritzau/