Blodrøde tal i Mors-Thy Håndbold

Et underskud på 569.001 kroner kan betyde game over for Mors-Thy Håndbolds elitesatsning

Mors/Thy Håndbold har fyret cheftræner Per Hvass, mens direktør Karl Kristian Guldhammer har valgt at fratræde sin stilling. Arkivfoto

Mors/Thy Håndbold har fyret cheftræner Per Hvass, mens direktør Karl Kristian Guldhammer har valgt at fratræde sin stilling. Arkivfoto

Det er flere penge eller game over. Sådan lyder den barske konklusion fra bestyrelsesmedlem Claus B.S. Hansen, efter at Mors-Thy Håndbold fredag præsenterede et blodrødt regnskab. Underskuddet lyder på svimlende 569.001 kroner. - Vi må se i øjnene, at det er utrolig svært at drive en eliteklub i vores hjørne af Danmark. Pengene er simpelthen ikke til stede. De seneste år har vi kunnet registrere, at sponsorerne falder fra, og det har gjort ondt, siger Claus B.S. Hansen. Derfor lægger bestyrelsen nu op til en aktieudvidelse i størrelsesordenen 750.000 kroner. Det vil få klubbens økonomi til at balance - dog fortsat på et niveau, der ligger under alle konkurrenterne i Danmarks bedste håndbold-række for herrer. - Hvis vi skal have succes med udvidelsen, kræver det en lokal opbakning. Borgerne i området skal hjælpe os, hvis de ønsker at bevare et håndboldhold på eliteniveau, konkluderer Claus B.S. Hansen, der dog også melder om tegn på bedring i forhold til at tiltrække sponsorer.

Forsiden