Blodsukkeret falder og humøret stiger

Stemningen på motionshold i træningscenteret tyder på, at motion på recept virker

SKAGEN:De puster og stønner, sveder og brokker sig over, at det er hårdt. De gør det med et lille smil om munden. Dermed antyder de, at det ikke er så slemt endda. Faktisk er det tæt på at være både sjovt og dejligt. Stedet er Træningscenter Skagen. Fysioterapeut Agnete Ellegaard er dagens instruktør. De svedende er fire skagboer med diagnosen type 2 diabetes. De har af deres egen læge fået en recept med påskriften ”tre måneders motion”. Egentlig er de seks på holdet, men en af deltagerne er stukket til søs denne dag, og en anden har måttet melde afbud af andre årsager. De begyndte motionsforløbet den 3. november og har siden knoklet tre gange om ugen. Et andet hold begyndte den 1. december og har syv deltagere. Ledige pladser Et nyt hold begynder umiddelbart efter nytår, og der er stadig ledige pladser. Deltagerne på november-holdet anbefaler motion på recept. Er man interesseret skal man få sin læge til at skrive en recept på motion. Sådan gjorde 47-årige Anni Christensen, da hun første gang læste om motion på recept i avisen. Hun henvendte sig selv til sin læge for at få henvisningen. Anni Christensen er førtidspensionist ”med mange andre skavanker” som hun selv udtrykker det. I maj fik hun også problemer med at se og blev henvist til øjenlægen. En blodprøve viste, at hun havde type 2 diabetes. Klar bedring - Allerede efter 12 gange motion her i træningscentret er blodsukkeret, fedtprocenten i blodet og blodtrykket faldet, og jeg har tilmed tabt tre kilo, fortæller Anni Christensen. Fysioterapeut Agnete Ellegaard understreger, at deltagerne ikke skal regne med at tabe sig. Der kan ske det, at fedt omdannes til muskler, og de vejer mere. En anden af deltagerne, 37-årige Britt Risager er netop et eksempel på vægtøgning. Det var et tilfælde, at hun for et år siden blev klar over, at hun havde sukkersyge. - Hos en veninde, der har sukkersyge, fik jeg fik mit blodsukker til 20. Det skal helst ligge omkring seks. - Gennem lang tid havde jeg været meget træt, men troede at det skyldtes stress i forbindelse med mit arbejde. Britt Risager var derefter sygemeldt indtil september i år. - Jeg kunne sove i op til 20 timer i døgnet. Nogle dage havde jeg knapt kræfter til at stå op og sende min søn i skole, fortæller Britt Risager. Nu er blodsukkeret stabilt. Hun synes, at det er rart at komme til motion tre gange om ugen. Desuden har hun et mål om at gå en lang tur hver aften. Anni Christensen er ikke i tvivl om, at motion på recept tre gange om ugen har været afgørende for den positive udvikling i hendes sygdom. - Jeg har to hunde, som jeg lufter fire gange om dagen foruden at jeg går til hundetræning, men det har åbentbart ikke været nok. Skal selv tage initiativ En stor del af det tre måneders forløb med motion på recept går ud på at gøre patienterne i stand til derefter ” at stå på egne ben”. - Det vigtigste er faktisk, at vi hjælper dem til at finde ud af, hvordan de har lyst til at motionere bagefter. Derfor har vi allerede nu været på besøg i motionscentret og i SIM. Vi besøger andre klubber senere, fortæller Agnete Ellegaard. Anni Christensens største ønske er at få lov at fortsætte i Træningscenter Skagen, for det opfylder netop hendes behov og ønsker. Juleønske - Ellers må jeg lave noget mere derhjemme. Jeg ønsker mig faktisk en træningsmåtte i julegave, røber Anni Christensen, der også ser svømning i SIM som en mulighed. Fysioterapeut Agnete Ellegaard lægger vægt på at instruere individuelt og at tage hensyn til den enkelte patient. Nogle kan klare mere end andre. Det giver ingen mening at arbejde så hårdt ved træningsmaskinerne, at man forstærker de smerter, som mange har i forvejen i knæ eller ryg. - Patienterne skal føle, at det er anstrengende for at det virker. Det er især de store muskelgrupper, der skal arbejdes med, for de kræver meget blodtilførsel. Vi skifter mellem at arbejde med over- og underkroppen, siger Agnete Ellegaard, mens hun instruerer deltagerne. - Husk at trække vejret, formaner hun. Foreløbig er der kun tale om et forsøg. Recepten koster 500 kroner for den enkelte patient. Det svarer til 14 kroner per gang og det må siges at være billigt i betragtning af, at det er sjovt og at man får det bedre Det er påvist, at motion hjælper sukkersygepatienter, men også personer med andre lidelser som for eksempel for høj blodtryk, slidgigt, rygproblemer, depression og visse former for kræft. Patienter med disse lidelser kan dog ikke få motion på recept i øjeblikket. Mange inden for sundhedsvæsenet håber at det bliver muligt senere - ud fra den betragtning at det er bedre at forebygge end at helbrede. Mange patienter har ikke på forhånd en indbygget vane med at dyrke motion. De skal lære, hvad der gavner og hvad de ikke bør gøre. og som nævnt er det allervigtigste med forsøget, der gennemføres i Skagen, Dronninglund og Brønderslev at patienterne kommer i gang med en eller anden form for motion - også efter at recepten er udløbet.