Ishockey

Blød is afbryder dansk landskamp mod Norge

De danske ishockeyherrer løb igen ind i isproblemer, da kampen mod Norge måtte afbrydes i Østrig.

KLAGENFURT:Det danske ishockeylandshold har ikke heldet med sig på isen, når Danmark besøger diverse destinationer for at spille firenationersturneringer.

I november endte Heinz Ehlers' debut som landstræner i en farce, da opgøret mod Polen blev afbrudt, fordi der var problemer med et reklameskilt på isen.

Fredag aften var den så gal igen, da Danmark mødte Norge i firenationersturneringen i Østrig.

Det var Danmarks anden kamp i turneringen, og opgøret blev afbrudt efter 40 minutter lige i optrækket til tredje periode.

Ifølge ishockeylandsholdets Facebook-profil skyldtes afbrydelsen "blød is" og et hul i isen.

Kampen blev afbrudt, da Norge var foran 4-3, efter at Danmark efter blot otte minutter af første periode var foran 3-1.

Søren Nielsen, Markus Lauridsen og Morgen Jensen scorede da danske mål i perioden, før Norge scorede tre gange i anden periode og bragte sig foran, inden kampen blev afbrudt.

Hvad status er i turneringen er stadig uvist.

- Lige nu afventes et sent direktoratsmøde i forhold til det videre forløb i turneringen, skriver Ishockeylandsholdets Facebook-profil.

Torsdag besejrede Danmark Østrig med 4-2.

Derfor er status lige nu, at både Danmark, Norge og Østrig har tre point, hvis Danmark ender med at tabe den afbrudte kamp mod Norge.