EMNER

Blød kvinde har fået kant

Hvordan overlever man en skilsmisse fra sit firma, sine veninder og vender tilbage og får succes? Bitte Kai Rand er ved at finde svaret

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

“Bitte is BACK” lyder overskriften på forårstøjet fra Bitte Kai Rand, der klæder piger i flere faconer end tøjet fra de foregående sæsoner. PR-foto

Det kom bag på mig. Her næsten ni måneder efter det skete, kan man høre på Bitte Kai Rands stemme, at det er sandt. Ikke, at hendes stemme er usikker eller svag. Den er boblende som altid, men nedenunder det gavmilde grin ligger nu en lille strøm af overraskelse. Ikke blot over, at det skete, men over, at hun slet ikke så det komme. - De er knalddygtige, og vi havde et skidegodt samarbejde. De var mine veninder. Vi var nære. Man bliver jo nøgen overfor hinanden, viser sit inderste, når man arbejder kreativt sammen i så mange år, fortæller den 53-årige designer, som siden 1981 med susende succes har skabt tøj i eget navn og for to år siden gjorde det, mange andre gør efter mange, mange års arbejde som den kreative hovedkraft i et firma. Hun sagde stop. Satte sine to meddesignere i spidsen og trak sig selv ud. Men nu er hun tilbage igen. Hvorfor, hun er det, skyldes ikke kun barske regnskabstal, som hun ikke siger højt, men som enhver med modeforstand har kunnet se. Bitte-tøjet lignede ikke længere Bitte-tøj, og så faldt salget. Det skyldes også en brist i et generationsskifte, som gør så ondt at snakke om, at hun ikke har gjort det før nu, ni måneder efter, hun tog det barske skridt og sagde farvel til designer Åse Helena Halsen, 35 år, som havde arbejdet sammen med hende i fem år. Og i foråret valgte hendes designermakker gennem 15 år, Sanne Skjødt, 49 år, at gå. Så nu er hun alene, Bitte Kai Rand. - Jamen, det har været så naivt af mig... Jeg har vel begået alle de fejl, man kan, når man giver sit firma videre. Jeg er imod chefer, det er nok min svaghed. Jeg er ikke den, der går ind og siger, sådan skal det være. Jeg vil helst, at man bliver enige. Jeg har ikke set min rolle som den, der havde det sidste ord. Jeg troede, jeg kunne fortsætte som konsulent. Usikkerheden Hun kan stadig “klø sig i nakken “ over, hvorfor det gik galt, men er ved at nærme sig en forklaring, hun kan forstå med både hjerne og hjerte. At begribe det taktisk forkerte i at tro, at hun kunne overdrage ansvaret og samtidig komme ind fra sidelinien med gode råd, er til at overkomme. Men at få bruddet til at give følelsesmæssig mening er langt sværere. - Jeg troede, jeg havde signaleret firmaets værdier helt klart. Sådan noget med, at jeg altid allerførst spørger modellen, hvordan har du det? når hun står med tøjet på. Det er det, mit tøj handler om. At have det godt. Det var sidste efterår, at det for alvor stod klart, at firmaets egenart ikke hang i væggene, som Bitte ellers havde troet. Eller måske havde den? - Det kan være, det gik galt, fordi de to virkelig ville noget helt andet med firmaet. De ville støve det af, gøre det mere internationalt, men det ville jeg da også gerne have, at de gjorde. Vi lagde nok bare ikke det samme i det, erkender hun. Med sin facon kommer hendes klare holdninger let til at stå skjult bag alle de roser, hun deler ud. Og de to har fået så megen tillid fra hendes side, som det var muligt. De er begge blevet udråbt til heltinder af hende både ind- og udadtil. Sanne og hun havde en “helt forrygende” ti år lang “legeperiode” fra 1994, hvor arbejdsmængden var blevet for stor for en enkelt designer, men hvor de to fra første færd spandt den ene kollektion sammen efter den anden med stigende salg og en organisk udvikling af stilen. I 2004 var hun ved at være træt. - Jeg var tynget af ansvaret. Slutter det nogensinde, tænkte jeg. Det var næsten klaustrofobisk. Jeg blev angst for, at jeg var ved at lægge mit eget firma i graven. Jeg blev usikker, stresset, begyndte at blive voldsomt betaget af alt, der var anderledes. Efter 23 år som kreativ i samme bane og i en alder, hvor de to sønner var ved at være voksne, vaklede ståstedet. Hvem var hun lige, hende Bitte? Hvad var hendes liv for en størrelse? Skulle det blive ved at være sådan? Og hvad med tøjet? - Jeg syntes, der skulle ske større forandringer, end jeg selv kunne foretage, så jeg hyrede Åse. Skal have det rart Den norskfødte designer kom fra den kunstneriske del af moden, og da Bitte samtidig havde fået en tilskærer, der kunne skære snert på kroppen, drejede tøjets stil væk fra den, Bitte var blevet kendt på. - Jeg har nok aldrig gjort mig klart, hvem vores målgruppe egentlig er. Det er jo bare mig. Jeg laver tøj, jeg føler for. Forbindelsen mellem Bitte og Bitte-tøjet var og er så tæt, at hendes usikkerhed gav plads til, at de to andre kom langt mere ind med deres personlighed. Og de giver ikke samme tøj. Det er f.eks. ikke tegnet til samme figur. Hvor Bittes tøj altid har været for dem, der hverken er smalle eller kropsforskrækkede, klædte tøjet fra de andre nok podiepiger bedre. - Jeg mener ikke, der er en modsætning i at ville være international og smart og så lave tøj, også rigtige kvinder har det rart i... Det er vel bl.a. der, det går galt? “Mine” kvinder gider ikke finde sig i ikke at have det rart... Det tøj, der netop nu er på vej ud i butikkerne, er det sidste, der er tegnet af dem alle tre. Bitte har fjernet noget og tegnet andet om. Og den kollektion, hun viste frem på modemessen for er par uger siden i København, er den første, hun har stået helt alene med. Det ses. På standen i Forum dansede hun rundt og hev i kjolerne på stativerne. - Se lige, se lige, mærk lige, det er så mundvandet løber, er det ikke, spurgte hun med hænderne dybt begravet i en storkjole i fintvævet bomuld i lys oliven med sorte prikker. En farve, hun selv har fundet og et snit, hun selv vil elske at gå i. - Det er så delikat, man føler sig lækker, er tilpas, sådan skal det være. Tøjet ligner igen hende. Og de ord, hun nu har fået hæftet på formålet med firmaet, matcher. Det er ord som levende, sensuel, humoristisk, nysgerrig, afslappet, ukompliceret. - Jeg havde så godt af at være væk, så godt. Det, at jeg nu ved, at jeg kan leve uden firmaet, er en enorm gave, som giver mig energi og gør det muligt at vælge at leve med det igen. Og jeg er så glad nu. Så glad. Tiden væk fra tegnebordet har hun bl.a. brugt på en uddannelse som gestaltterapeut, som hun snart er færdig med. og som har gjort hende “meget klogere.” Hun har fundet glæden ved at tegne frem igen, selv når præstationsangsten har haft kløerne i hende. Omend det er et kompliment at få at vide, at nu hun er tilbage, bliver alt godt, er det også et pres. Men da kommer tiden hende til gavn. Krisen. - Uha, vi er så trendy, griner hun. - Vi har downsizet og har fundet ind til vores DNA, som alle de kloge råder firmaer til. Men det kom ligesom til os på en anden måde. Men det er fint nok for det. Det er sådan her, jeg vil have det. Altid familie Fra at have haft 230 stykker tøj i en kollektion, er der nu 160, og Rand Jeans laver nu kun jeans. Så nu passer størrelsen til Bitte og til tiden. Og det skal hænge sammen, hendes job og liv og selvet og familien. Har altid gjort det. Fra hun som lillesøster til fire var hun den, der fik lov at tegne og lege. Hun klippede mors tøj itu, syede det sammen på ny, og ordblind som hun var, blev det til catwalks i kladdehæfterne fremfor korrekte stave verber. På Margretheskolen lærte hun håndværket og gik videre på Kunsthåndværkerskolen, som Danmarks Designskole hed da. I 1981 mødte hun Michael, cand.merc. og købte på samme tid Steens Hjemmestrikkeri i Linnésgade ved Nørreport, hvorfra hun strikkede på mål og på den måde fik mærkbar respekt for de mange forskellige kropsformer, kvinder har. Samt bestilling på sjaler fra Illums Bolighus. - 300 styk! Det kunne jeg ikke levere, så de kopierede dem og fik dem produceret et andet sted. I stedet for at blive vred, fandt hun selv en leverandør og gik ind i Bolighuset året efter og sagde, at de fra nu af måtte sælge dem, hun selv fik lavet. Og det gjorde de. To år senere blev Michael og Bitte gift, og da han kom til at sige højt, at han ledte efter et firma, så han kunne blive chef for sig selv, bad hun ham bare om at se på hende, og de begyndte deres engrossalg. I dag arbejder også sønnerne i firmaet. - For Michael var det da hårdt, da jeg gik, men han beskyttede mig. Og nu nyder jeg, at vi to er sammen om det igen. At den fælles glæde giver bedre tal på bundlinien, ved hun allerede efter få ugers salg af forårstøjet. Efterårstøjet skal præsenteres i firmaet om et par uger. Og det vil hun være klar til, forsikrer hun. - Jeg har nemlig snydt og gik i gang med det i sommer. Jeg kunne ikke lade være. Er det ikke skønt?