Tyverier

Blød landing i retssag

En radikal livsændring hos en 29-årig mand holdt ham uden af fængslet efter retssag.

Det kunne være gået helt galt for en 29-årig mand efter et indbrud hos TDC på Hundborgvej sidste år, hvor glasset snittede en pulsåre over i hans ene ben. Han overlevede og er i dag i gang med et nyt liv uden for kriminalitet, som blev kvitteret for i retten med en betinget dom.Arkivfoto: Klaus Madsen

Det kunne være gået helt galt for en 29-årig mand efter et indbrud hos TDC på Hundborgvej sidste år, hvor glasset snittede en pulsåre over i hans ene ben. Han overlevede og er i dag i gang med et nyt liv uden for kriminalitet, som blev kvitteret for i retten med en betinget dom.Arkivfoto: Klaus Madsen

Med tiltaler blandt andet i form af hæleri, vold og indbrud, er der normalt ikke de bedste udsigter i en retssag for at slippe for en tur bag tremmer. For en 29-årig mand viste det sig dog onsdag, at der i det danske retssystem også er plads til at vurdere en tiltalts fremskridt. Den 29-årige var i den jurisdiske "gynge" i slutningen af marts, men sagen blev ikke færdig, da et centralt vidne ikke dukkede op. Nu kom sagen så for igen, men beklageligvis for alle var vidnet afgået ved døden, så i dansk retspleje kan man ikke bare sådan læse op, hvad vidnet tidligere har sagt til politiet. Anklageren fik dog lov til at gennemgå forklaringen, men dommer Niels Bjerre forklarede, at som bevis, var teksten ikke så "tung", som en reel vidneforklaring. Retssagen handlede blandt andet om et indbrud i en butik i januar i Klitmøller, hvor den 29-årige skulle have været medgerningsmand sammen med den nu afdøde. Forløbet var efter de forskellige forklaring noget kringlet, men lagt sammen noget i retning af, at den afdøde og den 29-årige og måske en tredje person havde begået indbruddet, men bagefter var den afdøde og den 29-årige blevet uvenner hjemme hos den afdøde, som havde fået nogle læsterlige tæv. Den 29-årige nægtede indbruddet, men sagde, at han havde givet den afdøde en enkelt lussing på grund af et skænderi om en computer. Senere fandt politiet en hel del cigaretter fra indbruddet hjemme hos den 29-årige gemt i en bageovn. Og den 29-åriges forsvarer mente også, at det var tynde beviser, for de dna-spor, som blev fundet på en stavlygte og et koben i butikken i Klitmøller, tilhørte hverken den afdøde eller den 29-årige. Til gengæld var der mere "bid" i den dna, som blev fundet i en kasket, som lå uden for Ræhr Radio efter et indbrud i maj sidste år, hvor der blev stjålet et 40" fladskærms-tv. Det viste sig at være den 29-åriges dna, som var i kasketten. Den 29-årige blev i oktober dømt for blandt andet et mislykket indbrud i TDC Erhvervscenter på Hundborgvej, og denne gang blev der så koblet tyveri af syv mobiltelefoner fra dengang på anklagerne. Men det nægtede den 29-årige totalt, for han nåede aldrig ind, men var i stedet ved at forbløde. Alligevel blev han her fundet skyldig i hæleri og på samme måde stort set i alle de andre anklagepunkter, men slap for at være medgerningsmand i indbruddet i Klitmøller. Der var to måneder i "Straffesparekassen" fra dommen sidste år, men de fik lov til at blive stående sammen med to måneder mere, som blev resultatet af dommernes votering. Det var især den 29-åriges nye liv under faste rammer på en behandlingsinstitution, som fik mildheden frem hos både anklager og dommere. En afgørelse, som blev modtaget af lettelse og glæde hos den 29-årige.