EMNER

Blokade af kommunal post

Ældre på plejehjem må blive i sengen hele dagen, fordi der strejkes. Men internt i Aalborg Kommune skal posten ud - selv om 20 FOA-medlemmer, der står for den interne budservice, strejker.

Kommunen beskyldes nu for at omgå reglerne om konfliktramt arbejde, og her til morgen iværksætter FOA en fysisk blokade ved posthuset i Aalborg. - Vi har hørt om menige medarbejdere, der er pålagt at hente post i postboksene. Det er dybt kritisabelt, at kommunen ikke følger spillereglerne, siger sektorformand Kurt Bentsen, FOA. I et internt brev fra borgmesterens forvaltning får den enkelte afdeling besked på selv at organisere afhentning og afsendelse af post. HK-tillidsrepræsentant Susanne Thorsø kritiserer brevet: - Der burde klart stå, at der er tale om konfliktramt arbejde, så ingen menige medarbejdere risikerer at blive sat under pres, siger hun. Konsulent Flemming Kold Jensen fra borgmesterens forvaltning siger, at man har fundet det bedst, hvis man lokalt finder ud af, hvordan man sørger for at opretholde postgangen under konflikten. - Vi er nødt til at få posten frem. Ellers går for meget i stå. Men vi har klart sagt til ledelsen, at hvis medarbejdere afviser at udføre opgaven, må lederne selv tage turen til og fra posthuset og selv slikke på frimærkerne, siger han. Når budtjenesten ikke strejker, ekspederer den dagligt op til 18.000 ind- og udgående breve og 500 pakker. Læs mere om strejken i Nordjyske Stiftstidende torsdag