Blokade på vej mod polsk entreprenør

Fagforbund forbereder aktion flere steder.

Byg­ge­plad­sen i Mejl­by vil også bli­ve om­fat­tet af den forestående lands­dæk­ken­de sym­pa­ti­kon­flikt. FOTO: PE­TER LANG­KIL­DE

Byg­ge­plad­sen i Mejl­by vil også bli­ve om­fat­tet af den forestående lands­dæk­ken­de sym­pa­ti­kon­flikt. FOTO: PE­TER LANG­KIL­DE

Det er ikke blot i Mejlby, den lokale afdeling af fagforbundet Træ-Industri-Byg har politianmeldt den polske entreprenør Jan Gruuba for at overtræde udlændingeloven med ulovligt ansatte polske håndværkere. Det samme er også sket i Århus, hvor lokalafdelingen gennem længere tid har fulgt hans aktiviteter på en byggeplads i et nybyggerkvarter. - Her er hans polske håndværkere i gang med at opføre et enfamiliehus for en privat bygherre. Ved besøg på pladsen har vi konstateret overtrædelser af miljøreglerne samt rod i ansættelseskontrakterne mellem entreprenøren og de ansatte. Blandt andet havde de ikke regulære lønsedler, i stedet blev lønnen udbetalt a"conto, forklarer Hans Rasmussen, formand for TIB’s bygningsgruppe i Århus. - Af samme grund har vi nu etableret blokade mod byggepladsen. Rent praktisk holder vi øje med at ikke andre medlemmer af LO tager arbejde på stedet, tilføjer han. Afdelingen af Træ-Industri-Byg i Århus er også i fuld gang med at varsle en sympatikonflikt mod den polske entreprenør og hans danske byggepladser. - Det skal via vores hovedforbund varslet i to omgange via LO til Dansk Arbejdsgiverforening for at gå korrekt til. Hvornår sympatikonflikten kan træde i kraft på landsplan er svært at sige, men jeg håber det bliver inden jul, erklærer Hans Rasmussen. ”Fup og svindel” Som formand for bygningsgruppen kalder han den polske entreprenørs virke i Danmark for regulær fup og svindel i lighed med andre foretagsomme polske entreprenører her i landet. Ifølge Jens Møller Jacobsen, næstformand hos Træ-Industri-Byg i Hobro, vil byggepladsen på Mejlbyvej 108 i Mejlby også blive omfattet af sympatikonflikten. Han har med en kollega ved selvsyn på byggepladsen i Mejlby set, hvordan de polske håndværkere både sover, spiser og arbejder i det samme rum under hvad han kalder helt urimelig og uacceptable arbejdsforhold. - Og at det første hold rejste for tre uger siden grundet manglende udbetaling af løn kom bag på os i afdelingen. Nu vil vi i første omgang engang i næste uge aflægge et nyt besøg i Mejlby for at forsøge at få en snak med den nuværende gruppe. Vi er også meget interesserede i at få kontakt med den forrige gruppe på fire hjemme i Gdansk for at høre deres version, erklærer Jens Møller Jacobsen. ole.jensen@dnordjyske.dk