Blokhus

Blokhus a.m.b.a. står for i badebyen

- Vi tager initiativer til godt samarbejde, siger formanden. Men han vil ikke afsløre hvilke og hvornår

BLOKHUS:Den gode stemning skal genoprettes i Blokhus og det vil Blokhus a.m.b.a. gøre sit til. - Vi ønsker, at der ikke skal være uenigheder mellem forretningsdrivende. Uroen skal bilægges, så der igen kommer ro i byen og dermed plads til det gode samarbejde, siger formanden for Blokhus a.m.b.a. Hans Henrik hansen, Blokhus Camping. Det besluttede bestyrelsen på sit møde forleden. Men hvordan Blokhus a.m.b.a. vil fremme freden, vil formanden ikke nærmere ind på. han vil kun ud med, at der vil ske noget i, hvad han benævner som "nærmeste fremtid". - Vi vil tage initiativer til et godt samarbejde og på det kommende møde har vi det på dagsordenen, siger han. Kommunens indgriben over for støjklager og dermed den manglende udeservering på enkelte af byens restauranter og værtshuse kan ifølge a.m.b.a.-formanden ses som et resultat af en henvendelse fra foreningen. - Det, som kommunen har gjort, er det, som bestyrelsen bad den om. Der skal drives forretning på lige vilkår og regler og retningslinjer skal holdes, fortsætter han. På mødet forleden blev sommerens aktiviteter på Torvet i Blokhus også drøftet ud fra en oversigt over, hvad der skete af større og mindre begivenheder til glæde for turister og fastboende. - Det er for tidligt med en status for i år og planer for næste sommer. Men vi kan da være enige om, at der skete mere på Torvet i sommer end sidste år, tilføjer Hans Henrik Hansen.